Mærsk går ind i pakketransport
Det danske containerrederi Mærsk har opkøbt to virksomheder, der begge har erfaring med logistikløsninger inden for onlinebaseret handel.
Det oplyser Mærsk fredag i forbindelse med sit halvårsregnskab.
De opkøbte virksomheder er Visible SCM og B2C Europe. De beskrives som eksperter i logistikløsninger inden for e-handel i henholdsvis Europa og USA.
Ifølge regnskabet er Visible SCM handlet til en værdi af 838 millioner dollar, mens B2C Europe handles til en værdi af 86 millioner dollar.
I dansk valuta svarer det til cirka 5,8 milliarder kroner.
Ifølge Søren Skou, der er administrerende direktør i Mærsk, er det den positive udvikling i containerrederiet, som muliggør de to opkøb.
- De stærke pengestrømme og den ekstraordinært høje indtjening betyder, at vi kan investere yderligere, bevare momentum og udvide vores aktiviteter, også igennem opkøb og samtidig sikre attraktive afkast til vores aktionærer.
- Begge virksomheder komplementerer vores eksisterende netværk og møder kundernes behov for logistikløsninger til e-handel, siger Søren Skou.
De to opkøb sker som et led i Mærsks bestræbelser på at udbygge sine aktiviteter i den landbaserede logistikforretning.
Traditionelt har selskabet været størst til vands, og det er fortsat situationen. Men for at kunne løse flere af de landbaserede opgaver på egen hånd er der de seneste år blevet lagt flere ressourcer i at udbygge de landbaserede aktiviteter.
/ritzau/
Kilde: /ritzau/