Bødesag fortsætter – Politiet har ikke forstået alvoren
Rigspolitiet afviser at indføre straksopkrævning af parkeringsafgifter til udenlandske lastbiler. De afviser også at give Færdselsstyrelsen udvidede beføjelser, så den instans kan inddrive afgifterne på stedet. Det tyder på, at Rigspolitiet ikke har forstået alvoren, mener brancheorganisationen ITD.
Det er transportminister Benny Engelbrecht, der på Politiets vegne afviser at give Færdselsstyrelsen mulighed for at inddrive straksbøder hos udenlandske lastbilchauffører. Det har han netop bekræftet I et svar til SF’s retsordfører, Karina Lorentzen i Folketinget.
- Det er netop udenlandsk indregistrerede lastbiler, der ikke betaler de afgifter, de pålægges ved ulovlig parkering på rastepladser, siger ITD’s direktør Carina Christensen.
- Rigspolitiet har tydeligvis meget svært ved at tillade andre myndigheder at få værktøjerne til at inddrive bøder og afgifter hurtigt og effektivt.
- Rigspolitiet benytter ellers selvsamme værktøj med straksopkrævning ved eksempelvis udenlandske chaufførers overtrædelse af køre/hviletiderne, så vi ved, at det virker. Derfor ville det være også være løsningen på et stort problem for branchen at lade Færdselsstyrelsen bruge samme værktøj.
- Rigspolitiets afvisning er en automatreaktion, og derfor vil vi desværre fortsat se en ineffektiv indsats for at inddrive bøder for udenlandske chauffører.
ITD: Politiet forstår ikke alvoren
Carina Christensen frygter, at Rigspolitiets afvisning er tegn på, at de ikke har forstået de alvorlige konsekvenser af forholdende, når de udenlandske chauffører lader hånt om parkeringsreglerne og blæser på bøderne, som de ikke betaler.
- På grund af pladsmangel tvinges danske chauffører gang på gang ud i en desperat jagt for at finde en ledig parkeringsplads, så de kan holde deres lovpligtige hvil. De må ofte vælge mellem at få en parkeringsbøde eller overtræde køre/hviletidsreglerne.
- Det er ikke for sjov, at vi gennem meget lang tid har kæmpet for bedre forhold for chaufførerne på landets rastepladser, siger ITD-direktøren, som vil fortsætte kampen for at få en mere effektiv opkrævning af bøder for de udenlandske lastbiler.