Corona og andre problemer truer eksporten
Danske virksomheder solgte endnu mere til udlandet i oktober, hvor eksporten af varer og tjenester steg yderligere.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik steg eksporten 2,2 procent. Men flere skyer lurer i horisonten og kan true den udvikling.
Ifølge cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen kan det nu gå den modsatte vej efter flere måneder med fremgang.
Samtidig vurderer økonomen, at forskellige mangler kan vise sig at tage toppen af den vækst, der ellers kunne have været. Blandt andet mangler der materialer og ansatte.
- Et eksempel herpå er den voldsomme mangel på mikrochips til den tyske bilindustri.
- Det sænker produktionen på selve bilfabrikkerne, men det rammer også hele underskoven af underleverandører, som vi har mange af herhjemme, skriver han.
Ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, har eksporten vist solid fremgang i oktober.
Han vurderer også, at den aktuelle coronasituation kan ende med at dæmpe væksten på eksportmarkederne.
- Det betyder bare ikke nødvendigvis dårligere udsigter for dansk vareeksport, for nedlukninger rammer først og fremmest forbruget af tjenesteydelser så som restauranter, skriver han i en kommentar.
Han peger på, at forbruget af fysiske varer faktisk kan stige yderligere.
/ritzau/