23948sdkhjf

Emmelie nyder friheden som lastbilchauffør

18-årige Emmelie Carlsen er gået en helt anden vej end vennerne fra folkeskolen. Mens de går i gymnasiet, uddanner hun sig til lastbilchauffør hos Vendelbo Spedition i Hjørring. Man skal gøre det, man føler for, siger hun.

Emmelie Carlsen er ikke bare den eneste fra folkeskoleklassen, som uddanner sig til chauffør. Hun er også den første kvindelige chauffør hos Vendelbo Spedition; men hun trives fint med både at være den første og den eneste.

- Jeg møder ikke nogen fordomme fra kunderne – nærmest tvært i mod. I begyndelsen var der nogle som spurgte, om de kunne hjælpe; men nu ved de, at jeg godt selv kan klare opgaverne, fortæller hun.

Da Emmelie Carlsen var helt lille, kørte begge hendes forældre lastbil. Det kan altså lyde som den typiske fortælling om et barn, der går i forældrenes fodspor; men Emmelie blev mødt af lærere og pædagoger, som sagde, at hun ikke kunne blive chauffør, fordi hun er pige. Så det var først, da hun fik en kæreste, der er chauffør, at hun besluttede sig for at gå den vej.

- Jeg tænkte, at hvis han kan, så kan jeg også, siger hun med et grin.

- Man skal gøre det, man føler for. Og man skal turde prøve noget.

Selv tage ansvar
Nu er hun et godt stykke inde i uddannelsen. Hun kører ture i Danmark alene og har et par gange været med som ”føl” på ture i Norden.

Som chauffør skal man selv tage ansvar. I dag har jeg kun talt med min disponent to gange. Jeg nyder virkelig den frihed under ansvar, siger Emmelie Carlsen.

Gerne flere kvindelige chauffører
Vendelbo Spedition har 45 chauffører ansat. Administrerende direktør Jesper Bundgaard Madsen har aldrig tidligere fået en ansøgning fra en kvinde.

- Vi vil gerne have flere kvindelige chauffører. Hvis vi får de rigtige ansøgninger, er vi ikke bange for at ansætte dem, siger han.

Udfordringen for Vendelbo Spedition er, at de primært kører eksportkørsel. Chaufførerne er altså være væk i længere tid og overnatter i lastbilen. Det gør det lidt mere besværligt, når en kvindelig lærling er med i bilen. I Emmelie Carlsens tilfælde har de løst det ved, at hun kører sammen med sin kæreste.

ATL til vognmænd: Vær åbne
Arbejdsgiverforeningen ATL opfordrer vognmændene til at være åbne over for kvindelige ansøgere.

- Branchen har brug for medarbejdere, og vi har indtil nu ikke været gode nok til at rekruttere fra den ene halvdel af befolkningen. Heldigvis går det i den rigtige retning, og mange vognmænd har positive erfaringer med kvindelige chauffører, siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL.

Er blevet ambassadør
Emmelie Carlsen er nu blevet er en del af ambassadørkorpset hos Transportbranchens Uddannelser (TUR). Hun skal være med til at promovere  transportbranchen for at få flere unge ind i faget. Hun regner med at blive i faget i mange år.

- De næste 5-10 år vil jeg gerne køre eksportkørsel; men derefter skal jeg nok finde et job, hvor jeg kører herhjemme. Det kan måske være skraldebil, siger hun.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173