Bred milliardaftale: Nu sættes der turbo på nye grønne brændstoffer
Danmark skal være nettoeksportør af grøn strøm i 2030, hvilket skal ske ved en massiv udbygning, der skal sætte fart på udviklingen af de grønne brændstoffer.
Det mener et politisk flertal, som er blevet enig om et statsligt udbud på 1,25 milliarder kroner i en ny aftale om at omdanne grøn strøm til brint. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Jeg er meget glad for, at vi har bred politisk enighed om at sætte målet så højt, at Danmark kan spille mere end en national rolle i udvikling og produktion af nye brændstoffer.
- Europa er på intens jagt efter alternativer til fossil energi, og vi har travlt. Både med at blive grønne og med at blive mere uafhængig af russisk sort energi, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i meddelelsen.
Det sker i lyset af situationen i Ukraine, som Rusland fører blodig krig mod, hvilket har øget behovet for at være uafhængig af russisk energi.
Målet er at skabe grøn brændstof til fly, skibe, lastbiler både herhjemme og i udlandet. Regeringen har en ambition om at skabe grønne indenrigsfly i 2025.
Det skal ske ved at opbygge en elektrolysekapacitet på op mod seks gigawatt frem mod 2030, hvilket vil gøre Danmark til top-3 i Europa.
Regeringen vil fremlægge en plan for udbygning af vind- og solenergi på land og hav. Hvis aftalens ambition skal nås, vil det kræve en udbygning, der svarer til otte gigawatt havvind ifølge Dansk Energi.
Det vil være mere end fire gange så meget, som Danmark har fremstillet i dag.
Aftalen indeholder de første skridt mod etablering af en infrastruktur for brint, der kan fremme eksport til for eksempel Tyskland.
Den skal give bedre mulighed for at føre elledninger direkte fra vind- og solparker til anlæg til power-to-x. Begrebet dækker over, at grøn elektricitet laves til brint, som kan bruges som brændstof.
Det skal drive en stor del af den grønne omstilling. For nylig har Klimarådet anbefalet at sørge for, at der er nok grøn strøm til teknologien, og det sker altså med denne aftale.
Håbet er, at producenter af power-to-x som følge af aftalen får en mindre regning for produktionen gennem lavere tariffer.
/ritzau/