23948sdkhjf

Grøn deleøkonomi med trailer – kvit og frit

Søborg-virksomheden Dribe, som tilbyder biler på abonnementsbasis, har indledt et samarbejde med Freetrailer om gratis trailere. Fremover kan kunder således uden beregning låne en trailer fra Dribe.

Det er det første samarbejde mellem de to pionerer, der begge tænker nyt i forhold til ejerskab og digital brugervenlighed, skriver Freetrailer i en pressemeddelelse..

Adm.direktør i Dribe, Jesper Kjærsgård, ser aftalen som et naturligt skridt mod endnu mere deleøkonomi i Danmark.

– Disruption er måske blevet lidt af et modeord, men det er ikke desto mindre nødvendigt, hvis vi skal gøre op med gamle dogmer om, hvad vi skal købe og eje. Vi genkender samme rebelske tankegang hos Freetrailer, og derfor er det helt naturligt at samarbejde om at tilbyde brugerne muligheden for at spænde en trailer efter Dribe-bilen, når der skal købes stort ind eller flyttes meget, siger Jesper Kjærsgård.

Opgør med individuelt ejerskab

Ifølge Freetrailer er samarbejdet en naturlig konsekvens af opgøret med det individuelle ejerskab, der kræver store investeringer og belaster miljøet. Hvad enten det er bilen eller traileren, giver det ifølge selskabets direktør, Philip Filipsen god mening at deles.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at Dribes brugere vil tage godt imod det nye tilbud. En trailer er typisk noget, man skal bruge fra tid til anden. Det er ikke godt for miljøet eller for pengepungen at købe en selv, der bare står i indkørslen og tager plads, når man med Freetrailer kan finde og booke en trailer kvit og frit via en app, siger Philip Filipsen.

 En grøn mission

Dribes abonnementsløsninger indeholder flere elbiler som eksempelvis Volkswagen ID.3, Xev Yoyo og Cupra Born.  

–  Biler står for 19 pct. af den totale CO2-udledning i EU. Det tal skal ned og for at gøre vores, har vi gjort det nemt at tilgå elbiler – og samtidigt skabt en teknologi, der giver mulighed for at vælge en mindre hverdagsbil og stadig køre den store SUV, når der er behov for det.

I samme stil vil vi nu gøre det mere bæredygtigt at køre med trailer. Så i stedet for at skulle købe en ny, hvilket øger miljøbelastningen, kan de gratis trailere hos os være med til at understøtte vores grønne mission, siger Jesper Kjærsgård.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203