Transportcenter i Herning: Mere plads til at udvide
H.I. Park i Herning er på få år blevet et af Danmarks største transportcentre. Fra den spæde start for 30 år siden, har centret fået fuldt udbytte for pengene godt udnyttet af de motorveje, som har forbundet Herning til resten af Danmark og Europa.
For 200 år siden var der ikke andet end hede her. Et område, hvor bønder og hyrder strikkede strømper til de omvandrende hosekræmmere. Uldjyderne blev de kaldt; men de forstod at udvikle husfliden til en industri. De forstod også at udnytte de muligheder, som jernbanen gav, da den kom for 150 år siden. Herning var godt nok endestationen; men jernbanen blev startskuddet til en udvikling, som er fortsat frem til i dag. Den gav mulighed for at skabe noget mere i et område, der var tyndt befolket og fattigt. Og den mulighed udnyttede uldjyderne.
Kendetegnende for byen og dens beboere er, at man altid ser fremad. Man udnytter det, man har. Man tror på, at der kommer mere. Og det gør der.... Sådan har det været de seneste 200 år - og sådan vil det formentlig blive ved med at være.
Det er netop den tilgang til tilværelsen, som har skabt transportcentret og stiftelsen af Herning Ikast Transportcenter Forening. Det er gået forrygende godt, og nu har foreningen bag transportcentret vokset ud af sit navn. For nogle år siden tog det navneforandring til Midtjysk Logistik Forum. Det er ikke længere et lokalt transportcenter, men et regionalt logistikcenter med nationalt udsyn.
- Virksomhederne har opdaget, at det skaber vækst at ligge i et transportcenter. Vi har i årenes løb naturligvis skelet til Danmarks Transportcenter i Vejle - Exxit 59 - for at se, hvad de har gjort. De ligger lidt bedre, end vi gør; men vi har for længst overhalet dem i volumen. Vi har flere hundrede lastbiler, som kommer ind i centret hver eneste dag, og vi forventer at det vil vokse.
Mangler et velfærdscenter
Den store koncentration af virksomheder i H.I. Park skaber basis for at få etableret et velfærdscenter eller et servicecenter i området; men det er bare ikke kommet endnu.
- Vi har arbejdet aktivt på det i over 10 år. Det er virkelig svært at forklare, hvorfor ingen har set mulighederne i det, sukker Karl Christensen. Han mener, at sådan et servicecenter som minimum skal indeholde et tankanlæg, et cafeteria, velfærdsrum for chauffører med bad og toilet og måske også et mindre motel.
- Med så mange lastbiler herude burde der også være potentiale til både værksted og dækcenter.
Edderkoppen i sit spind
Trods manglen på sådan et velfærdscenter vurderer Karl Christensen, at fremtidsudsigterne for H.I. park er meget lyse.
- Herning ligger som edderkoppen i sit spind og har en fantastisk fremkommelighed og tilgængelighed til alle sider - sydpå til Europa, vestpå til Ringkøbing, nordvest til Holstebro, Skive og Thisted og østpå til Aarhus og måske en kommende Kattegatbro. Vi mangler at forbedre infrastrukturen nordpå; men her er planerne om en Hærvejsmotorvej mod Viborg og Aalborg ved at komme på tegnebrættet.
- Vi skal nok presse på for at få den i hus, siger Karl Christensen, som kan konkludere, at Herning virkelig har profiteret af sin infrastruktur.
Der skabes vækst de steder, hvor der er infrastruktur. Det er Herning et stærkt bevis på. Motorvejene er blevet en revolution af samme kaliber, som da jernbanen kom i 1876.
En af de største
I dag er der omkring 300.000 kvm under tag; men der er plads til meget mere i H.I. Park med omkring en million kvadratmeter jord. Så der er stadig mulighed for at udvide.
Der ligger andre virksomheder end transport- og logistikvirksomheder i centret, som er domineret af lagerbyggerier, som Bak Gruppen har opført og udlejet til virksomheder som System Transport, Scan Global Logistics og PostNord; men også B&O, bestseller og Siemens ligger herude. Den største lejer - og også den første til at flytte herud - er Danske Fragtmænd Herning-Ikast.
Forskellige interesser
Foreningen varetager forskellige fællesinteresser for de virksomheder, der ligger herude.
- Vi er omkring 20 medlemsvirksomheder i foreningen. Vi har både speditører, vognmænd og en række andre virksomheder som advokater og revisorer. Herning Kommune er også med og har en mand med i bestyrelsen, fortæller Karl Christensen..
- De senere år har vi gjort vores fundament bredere. Det giver en mere nuanceret debat. For selv om transportcentret er vigtigt for os, vil vi også varetage interesser for de transportvirksomheder, som ligger i Ikast og i Herning Vest.
- Det betyder, at vi følger udviklingen i infrastrukturen og rammevilkårene for transport- og logistikvirksomhederne generelt. Vi holder mini-konferencer, kurser og møder, hvor vi tager interessante emner op. Senest har vi haft en bæredygtigheds-konference med deltagelse af Hernings nye borgmester. Til efteråret holder vi en infrastruktur-konference med blandt andet politikere fra Christiansborg.
- Her skal vi snakke om motorveje og vejforbindelser. Og ikke mindst hærvejsmotorvejen.
Jernbanen er ikke yt
Og så er der hele jernbanenettet, som de fleste nok vil mene er blevet overset i den nye infrastrukturplan. Det kan godt ærgre Karl Christensen, der som gammel speditør gerne vil have alle transportformerne åbne.
- Lige nu er der en masse ballade om CO2-udledningen fra lastbiler, skibe og fly. Det kan give jernbanen nye muligheder, siger han.
- Speditørerne i Herning har bestemt ikke udelukket jernbanen. Der bliver lavet huckepack-transporter, som vi laster op i Herning - ja, i hele Jylland. Så kører vi til Taulov og Padborg, hvor vi sætter trailerne på toget, som kører ud i hele Europa.
- Problemet er, at jernbanekapaciteten er ikke tilstrækkelig. Vi kunne sende mange flere trailere med toget, hvis vi kunne få plads. Det er ikke kun i Danmark, at der er problemer. Hele vejen ned gennem Europa er kapaciteten begrænset. Persontogene skal jo også køre, og så kommer godstogene ind i mellem.
- Jeg er overbevist om, at togtransporten bliver rigtig interessant; især hvis ikke flytransporten kommer i gang igen. Et tog, der for eksempel starter i København, kan i princippet være i Italien næste dag, hvis det fik lov til at køre lige igennem.