Ny maskinanhænger til Sønderborg
Vognmandsforretningen Bækkegaarden ApS ved Lars Schmidt i Sønderborg har investeret i en ny Kel-Berg 4-akslet maskinanhænger.
Chassiset har stærke tværvanger og forstærkninger, som giver et stabilt chassis. Der er en boltforskydelig træktriangel, 6 x 100 mm, og med 57,5 mm trækøje. Bunden er fremstillet af 70 mm træplanker og med 5-7 mm ståldørkplade over hjulene. Der er to opklappelige støtteben i bagenden og to hydrauliske, sideforskydelige dobbelt opkørselsramper med ilagt 70 mm træplanker. Anhængeren er leveret med fire 10-ton SAF-aksler med tromlebremser og original SAF-luftaffjedring. Den nye maskinanhænger er leveret af Ivan Kristensen fra Lastas Trucks Danmark.
Bækkegaardens oprindelse, stammer fra navnet på en landbrugsejendom i Hundslev på Als, hvor Lars Schmidt var bosat. I 2002 investerede Lars i den første lastbil til at transportere grise, foder og gylle fra egen produktion. Da nedgangen startede i landbruget 2004, valgte Lars at sælge sin svineproduktion og investere tid og kapital i yderligere to lastbiler, så han kunne udvide sin transportvirksomhed. Samme år købte Lars en nedlagt landejendom i Klinting, hvor vognmandsfirmaet til stadighed fungerer fra.
I 2016 blev der etableret et nyt værksted i Klinting, hvor service og vedligeholdelse af alt fra maskiner, containere, lastbiler, opbygninger mm. overholdes.
I 2017 investerede Lars i et 15.000 m2 stort lagerhotel, som fungerer til udlejning ved virksomheder samt egen opbevaring af maskiner, container, knust materiale og forurenet jord.
I dag råder Bækkegaarden over seks lastbiler og forskellige containere. I samarbejde med anden generation, der er uddannet brolægger og aut. kloakmester, tilbyder Bækkegaarden også kranopgaver, nedrivning, brolægning, kloakering, maskintransport, samt modtagelse og sortering af forurenet jord.