SAWO fylder 60 år
I år er det 60 år siden, at SAWO så dagens lys - og det bliver fejret den kommende weekend.
Virksomheden blev grundlagt af Flemming Christensen i 1962 i Sørup lidt uden for Støvring. Her ligger virksomhedens hovedkontor stadig, selv om virksomheden er vokset til Nordeuropas største opbygger-virksomhed med fokus på transportbranchen.
På SAWO’s fabrikker og værksteder produceres og monteres hydrauliske løsninger som hejselad, tippelad, påhængsvogne og kraner. Meget af udstyret bliver specialfremstillet til kunderne, der tæller godt 4.500 større og mindre vognmands- og entreprenørfirmaer over hele landet.
Nogle af produkterne fremstilles af kranproducenter i udlandet, andre af SAWO selv.
Sidste år blev det til en omsætning på omkring en halv milliard kroner.
Ivan Chrost kom til SAWO for 20 år siden, og han har om nogen været med til at udvikle virksomheden til det, den er i dag – naturligvis i et tæt parløb med Flemming Christensen.
Ivan Chrost bærer i dag titlen som bestyrelsesformand - arbejdende bestyrelsesformand vel at mærke. Han møder ind på kontoret hver dag, og han trækker fortsat i ledelsestrådene, som han har gjort det siden 2002.
Investerer i fremtiden
Ikke alene er SAWO’s omsætning steget markant gennem årene, virksomheden er også blevet meget bedre til at tjene penge. Der er mange processer i gang, og der er hele tiden fokus på, hvordan produktionen kan drives bedre.
SAWO har konstant gang i projekter, der kan effektivisere virksomheden. Der bliver købt kantpressere, så virksomheden selv kan bukke længere profiler og bygge i højstyrkestål. Der bliver kigget på robotter, der kan svejse i over 12 meters længde. Og der bliver investeret i plasmaskærere, som kan skære i alle mulige grader og vinkler og arbejdes i ståltykkelser fra 10 mm til 120 mm.
På denne måde spares en masse bearbejdning. Arbejdet bliver gjort nemmere og så fuldautomatisk som muligt. Der skal effektiviseres alt det der kan og vindes det der vindes kan, så man kan klare den hårde konkurrence.
Flere afdelinger
SAWO er altid på udkig efter flere værksteder, virksomheder eller produkter, som kan tilføre virksomheden mere aktivitet og flere kunder.
Det gør ikke noget, at de er små. Det gør ikke noget, at de ligger langt fra en hovedvej, for det kan være, at man netop får en kunde mere, fordi man har et værksted i området.
- Der skal en god sælger til at sælge den første opbygning til en ny kunde; men det er det gode værksted, som sælger resten, er Ivan Chrosts ledetråd.
- Derfor er det så vigtigt, at SAWO har mange gode og loyale medarbejdere. Når man kigger på medarbejdernes anciennitet, er der flere og flere jubilarer. Endda nogle der har været hos SAWO i 40 år.
Søgen efter medarbejdere
Der er så meget gang i hjulene, at SAWO konstant søger folk – især smede, kranmekanikere og servicefolk. Der er ligeledes i år igangsat en kampagne for at få kranmekanikerlærlinge. Der skal bruges 100 lærlinge de næste ti år, så det er ti om året.
- Det går heldigvis fint med at få skabt kontakten til de unge. Der er mange, som gerne vil arbejde for SAWO, siger Ivan Chrost.
Rigeligt at lave
Så længe kunderne har rigeligt at lave, går det godt for branchen og for SAWO - og lige nu er der masser at lave for vognmændene og transportfirmaerne.
- Der er lange ventetider på at få komponenter og materiel fra lastbilfabrikkerne; men til gengæld beholder vognmændene deres materiel i længere tid og passer bedre på det. Det giver en del servicearbejde; men på langt sigt skal der gerne mere gang i levering af nye lastbiler. Markedet skriger på mere materiel.
Elektriske køretøjer
SAWO er også opmærksom på, at der er gang i den grønne omstilling i transportbranchen. Det giver sig udslag i øget interesse for elektrisk materiel.
SAWO har solgt en del elektriske Moffett medbringer-trucks. Man har også leveret kraner og kroghejs, der er fuldt elektriske.
- Ydelsesmæssigt er der ingen forskel. En elektrisk kran eller et kroghejs kan præstere det samme som en hydraulisk version. Den store udfordring er prisen. Det er dyrt materiel at investere i. Det koster væsentligt mere end det traditionelle materiel, siger Ivan Chrost.