Domstolenes brug af lastbiler stopper
Til næste sommer er det slut med at bruge lastbiler til at køre mellem Politiets Administrative Center i Holstebro og landets 24 byretter med sager, hvor dommere skal afsige dom.
Domstolene skal nemlig digitaliseres, oplyser Domstolsstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Nogle af de manuelle arbejdsgange i retsvæsenet kan med fordel digitaliseres, siger IT-direktør Martin Wood.
- Det gælder for eksempel retternes behandling af bødesager uden retsmøde.
- I dag fragtes de ubetalte bøder, som retterne skal afsige dom i, fra Politiets Administrative Center i Holstebro med lastbil rundt til landets retter. Denne proces bliver digitaliseret med de nye systemer,
Bødesagerne ventes at kunne blive behandlet digitalt fra juni 2023.
Fra det tidspunkt vil politiet overføre bødesager, hvor den tiltalte ikke har protesteret og ikke har betalt, til domstolenes nye system. Automatisk genereres et forslag til en dom, og efter en kvalitetssikring skal en jurist tage stilling til, om der er grundlag for at afsige en dom, oplyser Domstolsstyrelsen.
Skiftesager digitaliseres også
Allerede i november i år sker der en lignende omvæltning for skiftesagerne. Til den tid skal alle krav, fordringer og tilgodehavender til dødsboer anmeldes via Skifteportalen.
Det betyder en forenkling af arbejdsgange, fremgår af pressemeddelelsen, som omtaler forandringen som en milepæl.
Fra september vil fem retter tage fat på det system. Det er byretterne i Hjørring, Holstebro, Odense, Roskilde og på Bornholm.
- Skifteportalen vil medføre en række fordele for advokater, professionelle kreditorer og debitorer samt for borgere, men også for sagsbehandlere i skifteretterne, siger retspræsident Henrik Rhod fra Retten på Bornholm.
Årligt behandler domstolene mere end 70.000 skiftesager.