Fyldte biler begge veje
Det er godt for klima og miljø at pante, og et nyt samarbejde mellem Dansk Retursystem og City Logistic i Aarhus skal vise, om el-biler kan stå for pantindsamlingen i byen og dermed spare CO2-udledning fra transporten.
City Logistic kører ind i byen med varer, men i stedet for at køre tomme ud af byen tager de nu pantsække med fra byens restauranter, hoteller og kontorer.
Transporten foregår i elektriske varevogne, og dermed bliver der sparet både CO2- og partikeludledning - og trængslen i byen lettes.
- Det er en win-win for alle parter, siger Dansk Retursystems chef for Supply Chain, Helle Frost-Larsen.
- Vi har ikke el-lastbiler i vores vognpark endnu, men ved at lade City Logistic stå for den del af turen, der foregår inde i byen, kan vi udnytte kapaciteten bedst muligt. Vi har et mål om at reducere vores CO2-udledning, og samarbejdet her ser vi som et skridt på vejen.
Pantsystemet løfter klimaopgave
Sækkene fra kunderne i Aarhus afleverer varebilerne til Dansk Retursystem i en trailer, der står ved City Logistics hub på Aarhus Havn. Derfra køres de til optælling og sortering på Dansk Retursystems fabrik i Løsning. Herefter bliver materialerne sendt til genanvendelse, så de kan blive til nye dåser og flasker.
Pantsystemet løfter i sig selv en klima- og miljømæssig opgave og var sidste år med til at spare klimaet for udledning af 210.000 ton CO2.
Samarbejdet med City Logistic i Aarhus skal vise, om det kan være en god løsning at lade andre stå for indsamlingen inde i byerne, både i forhold til klima, trængsel og effektivitet.
- Vi har i forvejen rigtig gode resultater fra Lyngby-Tårbæk og Roskilde Kommune, hvor vi står for levering af varer fra forskellige leverandører ind til byen, siger Casper Svensson, der er grundlægger af City Logistic.
- Vi kører mindre end der blev kørt før, og på den måde giver det gode resultater både i forhold til trængsel, partikeludledning og CO2. Vores samarbejde med Dansk Retursystem har yderligere den faktor, at vi nu kan have fyldte biler begge veje, og det giver rigtig god mening i vores grønne forretningsmodel.