DSV opjusterer: Tror på et endnu bedre 2022
Mange fragtopgaver og bidrag fra et større opkøb har givet DSV et foreløbigt godt 2022.
Det er med til at gøre, at den danske transport- og logistikkoncern opjusterer sine forventninger til helåret.
Det oplyser DSV i forbindelse med sit halvårsregnskab.
Hvor DSV tidligere regnede med et driftsresultat før særlige poster på mellem 21 og 23 milliarder kroner, ventes der nu et resultat på mellem 23 og 25 milliarder.
Til sammenligning har DSV i de første seks måneder af 2022 fået et driftsresultat før særlige poster på 13,9 milliarder kroner. Det er mere end en fordobling sammenlignet med samme periode året før.
Stor efterspørgsel og opkøb
Årsagen til den store fremgang er blandt andet, at der er rigtig stor efterspørgsel på at få fragtet varer rundt i verden. Samtidig sker det til høje fragtrater, som er de penge, DSV og andre selskaber får for at fragte varer.
Fremgangen er også båret af positive effekter fra opkøbet af Global Integrated Logistics (GIL), som DSV overtog i august sidste år.
Integration gennemført
- Vi har nu gennemført det meste af integrationen af GIL, og vi kan se tilbage på en hurtig og succesfuld integration takket være et godt stykke arbejde på tværs af organisationen, siger DSV-topchef Jens Bjørn Andersen.
Kuwaitiske GIL har primært arbejdet inden for luft- og søfragt. Med opkøbet er DSV derved blevet yderligere styrket på disse felter.
Øget global tilstedeværelse
Derudover har opkøbet af GIL styrket DSV's tilstedeværelse i Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet.
GIL's bidrag har i de første seks måneder af 2022 hjulpet DSV til at få en omsætning på 123,9 milliarder kroner. Det er en vækst på 73 procent i forhold til samme periode sidste år.
Med sin samlede omsætning og mere end 76.000 medarbejdere verden over er DSV en af de største virksomheder fra Danmark.
På det globale transport- og logistikmarked er DSV den tredjestørste spiller.
/ritzau/