Pengeregn over Mærsk
Det er svært ikke at tjene gode penge i shipping i 2022.
Og ingen beviser denne påstand mere eftertrykkeligt end den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsk, hvor den finansielle fest tilsyneladende er uden ende.
A.P. Møller-Mærsk har bedrevet det største kvartalsoverskud nogensinde.
Driftsindtjeningen (EBITDA) lyder således på styrtende 10,3 mia. dollars i årets andet kvartal - en markant stigning fra den i forvejen svulmende indtjening i første kvartal, hvor overskuddet lød på 9,1 mia. dollars.
Omsætningen steg med mere end 50 pct. i kvartalet til 21,6 mia. dollars mod 14,2 mia. dollars i det samme kvartal i 2021.
Det prangende resultat efterlader 8,6 mia. dollars på bundlinjen til A.P. Møller-Mærsk.
15. kvartal med fremgang
Topchef Søren Skou noterer sig med tilfredshed, at det nu er intet mindre end 15. kvartal i træk, hvor A. P. Møller-Mærsk kan præstere et driftsoverskud, der ligger højere end i den tilsvarende periode året før.
- De transporterede volumener har været nedadgående i kvartalet al den stund, at kapacitetsproblemerne i havneterminalerne fortsætter med at spille ind ligesom krigen i Ukraine er gået ud over forbrugertilliden, især i Europa, udtaler Søren Skou i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
Antallet af transporterede containere faldt således markant i kvartalet til samlet set 3,09 mio. transporterede containere mod 3,34 mio. containere i samme kvartal i 2022 - et fald på 7,4 pct.
Til sammenligning var den globale nedgang i antallet af transporterede containere kun på 2,3 pct., hvorfor A.P. Møller-Mærsk tabte markedsandele til konkurrenterne i kvartalet.
For hele året forventer A.P. Møller-Mærsk et driftsoverskud (EBITDA) på 37 mia. dollars.