Renault-test på Tour de France-ruten
Salget af elektriske lastbiler er stigende. Selv om salgstallene stadig er små, går det hurtigt fremad. For et par år siden blev der solgt en håndfuld el-lastbiler herhjemme. I år er der til dato solgt omkring 50 enheder. Det er et stort spring.
Mens Volvo har taget en stor del af markedet med sin elektriske FL-model, som kom på markedet sidste år, er Renault klar til at tage konkurrencen op med deres elektriske D-serie – og den har vi netop testet i E-TECH udgaven.
Og man må sige, at testen fik stille for sig. Stilheden er nemlig et af de vigtigste egenskaber, når man kører elektrisk lastbil. Et betyder nemlig, at man som chauffør kommer hjem fra arbejde uden at være træt i hovedet sammenlignet med jobbet i en diesellastbil.
Prøvekørslen gik fra Volvo Truck Center i Høje Taastrup til opbygger-firmaet Danlad i Ejby på Fyn. Det er faktisk her, at vores testbil er opbygget med blandt andet lad. Det er en distance på 182 kilometer, og da Renault angiver en rækkevidde på op mod 400 kilometer for en Renault D E-TECH, er der rigeligt med energi til vores fynske udflugt.
Lastbilen var med næsten helt opladet ved start. Måleren stod på 89 procent med udsigt til en rækkevidde på 232 km. Rækkevidden bliver beregnet ud fra den tidligere kørte strækning, som vi ikke kendte. At love 400 km rækkevidde er måske at tage munden for fuld; men det er i hvert fald mere end de fleste el-varebiler/lastbiler kan præstere i dag. Faktisk er det dobbelt så langt, som testbilens ”lillebror” – Renault Master E-TECH – kan præstere.
Vi havde ifølge importøren næsten fuld ballast på ladet af testbilen – små fem ton. Bilen måtte laste 4,7 ton ifølge vægttavlerne. Papirerne siger, at E TECH kan komme op over otte tons.
På trods af den tunge last var bilen smidig og let at blive dus med. Man har en god oplevelse bag rattet i kabinen, som ellers er stort set identisk med dieseludgaven. Den store forskel er den ekstraordinært gode trækkraft i el-udgaven og som nævnt det lave støjniveau, som kommer fra den obligatoriske sikkerhedslyd ved lav fart.
Kategori 4 stigning
Ligesom på anden etape årets Årets Tour de France passerede vi med testbilen jo også kategori 4 stigningen – Storebæltsbroen – og bilen formåede at holde hjul til de travle varebiler, som vi klatrede over sammen med på østbroen.
Vi accelererede endda med nålen i det røde felt på omdrejningstælleren. I et el-køretøj er der jo max drejningsmoment helt nede fra 0 km/t. Alle de el-lastbiler, som vi har prøvet, har haft samme overskudskraft; men når man gør det med fuld last, koster det på forbruget – og dermed rækkevidden!
Der var 70 procent strøm tilbage, da vi var midt på Storebæltsbroen. Lastbilen beregner selv rækkevidde i kilometer og procent – baseret på chaufførens køremåde. I displayet på instrumentbrættet har vi følge med i batteristatus, økonomikørsel og trykluftsbremserne.
Vi toppede op med ekstra strøm fra en hurtiglader undervejs, imens indtog en kop kaffe. 32 minutter tog kaffepausen, og vi fortsatte vi mod Ejby ladet med 71 kWh ekstra strøm (76 km ekstra kørsel). Pris 325 kroner med kreditkort. Lastbilen ladede med 139 kW.
Solceller hjælper med
Det var dog ikke kun strømmen fra ladestanderen, der hjalp på rækkevidden. Der er monteret tre solceller på taget af alukassen. De leverer strøm til liften og lyset på opbygningen. Overskudstrømmen herfra lageres i et ekstra batteri, så man også har strøm til lift og lys, når mørket falder på.
Solceller og kraftudtaget er monteret af Danlad, som oplyser, at man nemt kan udbygge de tre solceller til seks, ni eller 12 solceller og dermed forøge produktionen af strøm.
Tilbageturen i tæt trafik
Bortset fra blå designelementer på rat, dørsider og instrumentbræt, er kabinen som i den ”normale” D-serie lastbil – og man finder hurtigt en god kørestilling i det luftaffjedrede førersæde bag det multijusterbare rat.
Tilbage mod Sjælland var trafikken som altid tæt – og det passede testbilen godt, fordi man bare glider afsted, mens to-trins automatgearet klarer arbejdet og skiftede mellem første og andet gear ved ca. 60 km/t eller 10.000 omdrejninger.
Min chaufførkollega på turen, Anders Nielsen fra Volvo Truck Center i Høje Taastrup, er som erfaren tekniker og underviser lige så imponeret over testbilens formåen – selv om der er langt til en dieselbils rækkevidde. Da vi nåede Slagelse, var der 46 procent strøm tilbage – og ved Ringsted 41 procent.
Dyrere end diesel-lastbiler
Når man snakker om elektriske lastbiler, må man også komme ind på prisen. En el-lastbil koster tre-fire gange mere end en diesel-lastbil i indkøb. Den merpris retfærdiggøres kun fordi, grøn transport er blevet et krav fra samfundet.
Fra politisk side har der hidtil ikke været interesse i at give tilskud til el-lastbiler; men kort før sommerferien har Folketinget afsat 48 millioner kroner, som skal bruges til tilskud til de vognmænd og virksomheder, der køber el- og brintlastbiler.
Billigere i service
Når man ser bort fra prisen, er der mange fordele ved en elektrisk lastbil. Den er billigere at reparere end en diesel-lastbil, fordi der er færre sliddele. Desuden opfylder el-lastbilen alle de krav om nul-emission, der måtte komme i alle storbyer i Europa.
Med hensyn til arbejdsmiljøet er der – udover det meget lave støjniveau – god plads. Det er meget let at bevæge sig rundt i kabinen.
Og for vognmanden er det også det ekstra plus, at man kan få lov til at distribuere varer tidligt om morgenen inde i bymidten, netop fordi man hverken støjer eller forurener.
Tekniske data
- Model: Renault D 2,1 E-TECH 4x2 16T:
- Elmotor med 185 kW effekt (kontinuerlig effekt på 130 kW)
- Elmotors maksimale drejningsmoment: 425 Nm.
- Batterier (PVI): fra 200- til 400 kWh.
- Antal batterier: 6 sæt á 66 kWh.
- Rekuperering: Via elmotor.
- Maksimalt akselmoment: 16 kNm
- Gear: To-trins gearkasse
- Energilagring: 22 kW vekselstrøm (AC).
- Hurtig oplagring; Op til 150 kW jævnstrøm (DC).
- Rækkevidde: op til 400 km (model).
- Ladekabel; 300 kW.
- Total vogntogsvægt: 16 ton.
- Nyttelast model op til: 8.474 kg.
- Lasteevne testbil: Ca. 5 ton.
- Akselafstand: 5.300 mm.
- Drivaksel: Med enkelt reduktion. Integreret diff-spærre.
- Totalvægt på 16 ton
- Tilgængelige akselafstande: 4400 mm og 5300 mm
- Bremser: 4 skivebremser. Esp, ABS, ASR.
- Sikkerhed: Adaptiv fartpilot og nødbremsesystem.
- Affjedring: Luft for og bag.
- Dæk: Good-Year KMAX 285/70 R19,5.
- Service: Optifleet.
- Opbygning: Danlad CargoBox til 18 paller.
- Lift: 2 tons BÄR.
Renault D E-TECH
- Renault Trucks udvider sit modelprogram af elektriske køretøjer for at imødekomme forskellige krav til by-distribution.
- Med op til 400 km rækkevidde kan man nå langt omkring. Derfor er Renault D E-TECH ikke kun en by-distributionsbil, men en regional bil.
- Renault D-serie E-TECH fås med speciel tilslutning for kølemaskine. Der er designet et nyt system til at øge energieffektiviteten for batteri-elektriske lastbiler (BEV) med kølekasse, så der kan leveres den nødvendige energi til kølesystemet fra køretøjets 600 V batterier.
- Renault Trucks forudser, at el-drevne køretøjer vil repræsentere 10 procent af salget i 2025.
- Renault Trucks er pionér på el-køretøjer med den første el-lastbil, Maxity Electric, der kom i 2011.
- Den første serieproduktion af 16-26 ton el-lastbiler blev sat i gang i 2019.