Ny kontrakt giver en grønnere affaldsindsamling
Sidste sommer introducerede Næstved Kommune en ny affaldsordning, der skulle sikre, at mere affald blev genanvendt. Den grønne vision slutter dog langt fra her. Kommunen har indtænkt både miljø og klima i den nye kontrakt for indsamling af affald, som netop er indgået med renovationsselskabet Urbaser.
- Vi ønsker at forene klimabevidste valg med solide forretningsmuligheder. Det er kontrakten med Urbaser et glimrende eksempel på, fortæller Rune Kristensen, formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget i Næstved Kommune.
- Balancen mellem pris, kvalitet og miljø giver en større fleksibilitet for at arbejde med innovation og bæredygtighed. Det kommer også vores borgere til gode.
En ny renovatør
Aftalen med Urbaser træder i kraft den 1. januar 2024. Renovationsselskabet vandt entreprisen om at hente affald hos kommunens 44.000 husstande.
- Selv om Urbaser er et spansk-ejet selskab, har de masser af erfaring i Danmark, hvor de er blandt de førende renovationsselskaber, fortæller Rune Kristensen.
- Virksomheden har allerede et lokalt kendskab til kommunen. Et af deres driftskontorer har adresse på Brolæggervænget. Her vil de medarbejdere, der skal samarbejde med kommunen om den kommende kontrakt, holde til.
Ifølge centerchef Jens Fuglsang Bach fra kommunens Center for Teknik og Miljø kender man allerede til Urbaser gennem nogle af de kommuner, som Næstved samarbejder med.
- Vi ser frem til et godt og langvarigt samarbejde med dem, siger han.
Fokus på miljøet
Hos Urbaser anser man opgaven med indsamling af affald, som en vigtig samfundsopgave.
- Vi har høj fokus på kvalitet. Det gælder både i det arbejde, som den enkelte medarbejder skal udføre, og i den indflydelse, vores virksomhed har på miljøet, siger Stefan Olin, adm. direktør for Urbaser.
- Vi ønsker at være et forbillede inden for genanvendelse og affaldshåndtering. Derfor er vi glade for, at der i den kommende kontrakt er fokus på både kvalitet og miljø.
Som noget nyt, gælder den kommende kontrakt for affaldsområdet for en periode på otte år. Årsagen til denne kontraktlængde er at give tilbudsbydere muligheden for at benytte skraldebiler der kører på el. Elektriske lastbiler er væsentlige dyrere end almindelige biler, der kører på fossile brændstoffer. Derfor den længere kontrakt.
Urbaser har allerede lagt billet ind på 35 elektriske lastbiler fra Mercedes-Benz, nemlig de helt nye e-Econoc-modeller.
Produktionen af dem er netop gået i gang i Tyskland, og Urbaser forventer at få de første leveret inden udgangen af 2022.