Lærlingene: - Vores klub har helt klart styrket fællesskabet
Lasse Frahm, 20 år
2. års lærling.
Har været med fra lærlingeklubbens opstart.
- Lærlingeklubben har helt klart styrket fællesskabet blandt lærlingene i virksomheden. Vi er pt. 17 chaufførlærlinge; men vi er forskellige steder i vores uddannelsesforløb og møder heller ikke ind samtidigt, så her kommer lærlingeklubbens arrangementer virkelig til gavn. Arbejdet som chauffør er meget selvstændigt. Jeg ser kun mine kollegaer om morgenen, og når jeg kommer tilbage til fragtcentralen om eftermiddagen.
- Vi har i lærlingeklubben afholdt nogle super gode arrangementer, som jeg håber, der kommer flere af fremover.
Tilde Jensen, 18 år
1. års lærling:
- Som nystartet lærling var det rart at blive taget godt imod. Jeg startede først i praktik, hvor jeg fik mulighed for at se stedet og se om det var noget for mig. Praktikken gik godt og jeg blev derefter ansat som lærling. Jeg fik kørekort til bil i sidste uge og er i denne uge allerede ude at køre selv i en lille pakkebil. Det er sjovt og kunderne har været søde.
- Det var fedt at møde de andre chaufførlærlinge til lærlingeklubbens bowlingtur, hvor vi efterfølgende også spiste sammen. Jeg blev hurtigt en del af flokken og føler mig helt tryg ved at ringe til de andre lærlinge, hvis jeg er i tvivl om noget".
Certifikater
Her er samlet en oversigt over de kørekort og certifikater, man kan få gennem uddannelsen:
Kørekort:
- Kategori B
- Kategori C
- Kategori C/E
Certifikater:
- Varebilschauffør
- Truck
- ADR (Farligt gods)
- Kran
En god start er vigtig
Som nystartet chaufførlærling hos Peder Olsen & Søn bliver du tilknyttet en såkaldt masterdriver, der bliver din personlige mentor, som vil lære dig alt, hvad du har brug for at vide om fragtbreve, virksomhedens IT-system, kundeservice og så selvfølgelig kørsel med lastbil.
Til at starte med sidder du på passagersædet, så kommer du bag rattet med en masterdriver ved din side, hvorefter du kommer ud at køre helt selv.