Flyttebranchen: - De fede jobs er hos os
Dansk Møbeltransport Forening tager nu initiativ til at fortælle de gode historier om de mange spændende job, der er i flyttebranchen.
- Det er ganske enkelt nødvendigt. Vores medlemmer har behov for flere medarbejdere. Derfor er det naturligt for os som brancheforening at sætte gang i nogle initiativer, der kan hjælpe flyttefirmaerne med at gøre opmærksom på alle de spændende job- og uddannelsesmuligheder, vi tilbyder i flyttebranchen, siger Lasse Ødum, formand for Dansk Møbeltransport Forening.
Han fortæller, at det danske boligmarked har været præget af hektiske tilstande det seneste år.
- Det kan vi mærke i flyttebranchen over hele landet. Den øgede aktivitet har øget efterspørgslen på medarbejdere markant – og de svære at trække til flyttefirmaerne.
Alene i 2021 var der i følge Danmarks Statistik i alt 950.019 flytninger i Danmark. Også i år melder medlemmerne i Dansk Møbeltransport Forening (DMF), at der fuld gang i flyttelæssene.
DMF organiserer de danske flyttefirmaer, der vil flytte professionelt, optræde reelt og være bevidste om det ansvar, det er at håndtere andre menneskers ejendele.
De fede jobs er hos os
- Vi skal være bedre til at fortælle de gode historier om, hvorfor de fede job er hos os, siger Lasse Ødum.
- Det vil vi gøre på de sociale medier og i lokalpressen. Vi vil også fremstiller materiale til vores medlemmer, så de er bedre klædt på til at fortælle især unge mennesker om, hvad et job i flyttebranchen indebærer.
Og hvad består de fede jobs af i flyttebranchen af? Lasse Ødum svarer selv:
- Vi kan tilbyde gode job, god løn og en afvekslende dagligdag. Og så er der plads til, at man også kan have et aktivt familieliv og fritidsinteresser ved siden af, siger han.
Også for kvinder
Lasse Ødum understreger, at flyttebranchen er både for mænd og kvinder.
- Man behøver ikke være superstærk for at begå sig i vores branche, siger han.
- Vi har masser af hjælpemidler som elektriske sækkevogne og flyttehejs, der gør vores hverdag lettere, når vi flytter for vores kunder. Desuden lærer man løfteteknikker.
- Men, konkluderer Lasse Ødum, man skal have gå-på-mod og lyst til at bevæge sig.
DMF gennemfører indsatsen for at tiltrække flere medarbejdere i løbet af efteråret 2022.