Længere lastbiler i Sverige
I dag torsdag vedtager den svenske regering en ny regel, som gør det muligt at køre med 34,5 meter lange lastbiler på store dele af det svenske vejnet.
Det oplyste den svenske infrastrukturminister Tomas Eneroth, da han foretog den officielle indvielse af transportmessen Elmia Lastbil i går.
- Det handler om at øge transportkapaciteten og gøre transporten mere bæredygtig. Det kan vi gøre med dette tiltag.
Sverige har det seneste år kørt forsøg med 34 meter lange vogntog med de såkaldte dobbelttrailere og med totalvægt op til 78 ton.
Også herhjemme
Herhjemme har et bredt flertal i Folketinget i foråret besluttet, at der skal køres forsøg i Danmark med lignende vogntog. Det skal ske på en teststrækning mellem Aarhus og Høje Taastrup.
Først skal ordningen dog godkendes af EU. Sidenhen skal der foretages mindre ombygninger på udvalgte steder i vejnettet, så det bliver forsvarligt at køre med de længere lastbiler.
Derfor når vi først ind i 2023, før de ekstra lange vogntog med dobbelttrailere bliver sluppet fri på de danske veje.