Elektrisk slamsuger får innovationspris
Der var jubel og high-fives til hele holdet, da Bucher Municipal i fik Innovationsprisen for den første elektriske slamsuger, Bucher CityFlex C40e, der er udviklet til opgaver i byzonerne.
Prisen blev uddelt på messen ”Maskiner Under Broen”, som blev holdt i Middelfart den 24. og 25. august.
- Det betyder rigtig meget for os, for det her viser hvor vigtigt det er at arbejde sammen, når vi skal udvikle miljørigtige løsninger, sagde salgs- og servicechef Jacob Grindsted, der modtog prisen på vegne af Bucher Municipal.
- Med vores nye CityFlex C40e kan vi reducere CO2-udledningen og samtidig skabe et bedre arbejdsmiljø for chaufføren med lavere støj, god ergonomi og høj sikkerhed.
Bucher Municipal har arbejdet tæt sammen med Volvo Trucks om udvikling af den første elektriske CityFlex. Resultatet er en effektiv og miljøvenlig maskine, der bruger Volvos batteriteknologi og Buchers erfaring fra mere end 500 CityFlex anlæg.
- Og ja, den kan løse en hel dags arbejde – og oplade om natten, fortæller Jacob Grindsted, der tydeligvis har fået spørgsmålet om batteriets holdbarhed nogle gange.
- Vi kan ikke sælge en slamsuger, der kun kan arbejde en halv dag, så vi skal kunne stole på batteriteknologien. Og der er Volvo Trucks den perfekte partner
Den første Bucher CityFlex C40e er solgt til LMJ A/S i Glostrup. Den vil blive leveret i løbet af september.