Bøder for millioner for ulovlig kørsel i miljøzoner
Langt fra alle gamle dieselkøretøjer får sat partikelfilter på, så de kan køre lovligt i miljøzonerne.
Næsten 26.000 gange på lidt under to år er et køretøj med dieselmotor kørt ulovligt ind i en af landets miljøzoner, skriver Ingeniøren med henvisning til et dataudtræk fra Miljøstyrelsen.
Sammenlagt er der i perioden fra 1. oktober 2020 til 24. august 2022 udskrevet bøder for 58,5 mio. kroner til varevogne, lastbiler og busser med en gammel dieselmotor, der ikke har et godkendt partikelfilter monteret.
Størstedelen af synderne er fanget i hovedstadens miljøzone. I kommunerne Frederiksberg og København er der udstedt bøder for 33,5 mio. kroner. Beløbet er i runde tal fordelt på næsten 16.000 bøder, hvoraf 15.000 er givet til varevogne.
- Det er ret voldsomme tal, siger Line Barfoed, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, til Ingeniøren.
- Når omfanget er så stort, tyder det på, at folk simpelthen ignorerer zonerne, siger hun og er klar til at bede Miljøstyrelsen vurdere andre sanktionsmuligheder, hvis problemet fortsætter.