Dantra Group får ny CEO
For første gang i over 100 år er efternavnet på tanktransportøren Dantras CEO ikke længere Jensen. Efter fire generationer skal virksomheden have en CEO uden for familien. Det sker, når COO Marc Ahrenfeldt Jeel officielt overtager CEO-rollen den 1. oktober 2022 efter Kenneth Jensen, som har valgt at træde tilbage.
Kenneth Jensen vil dog stadig være tilknyttet Dantra Group i en mindre rolle som vognmand og varetage enkelte opgaver, herunder indkøb og salg af materiel, ligesom han vil indtræde i selskabets professionelle bestyrelse efter overdragelsen. Der vil ikke blive ændret på ejerforholdet i Dantra Group.
Fra trekløver til duo
Kenneth Jensen og Marc Ahrenfeldt Jeel har i mange år arbejdet tæt sammen i Dantra Group. Sammen med CFO Lone Kjær har de været virksomhedens ledelsesmæssigt trekløver.
Mens Kenneth Jensen primært har arbejdet med virksomhedens strategi og overordnet ledelse, har Marc Ahrenfeldt Jeel og Lone Kjær været de primære drivkræfter i driften. Så selvom der kommer et nyt navn på CEO-døren, ændres arbejdsgangen på Dantras direktionsgang ikke væsentligt. Marc og Lone fortsætter deres tætte parløb.
Fuldstændig tryg
- Marc og Lone har drevet virksomheden effektivt i flere år, og jeg er fuldstændig tryg ved at overlade ledelsen og den fortsatte udvikling af Dantra Group til dem, siger Kenneth Jensen.
- De er begge meget dygtige og tænker ligesom familien. De forstår, hvad netop dét betyder for både virksomheden og for mig.
Stort skulderklap
Marc Ahrenfeldt Jeels karriere i Dantra startede for snart 12 år siden. Han har både været head of transport og logistic director, inden han blev COO, og han er nu parat til at få den hidtil største titel på sit CV.
- Det er et kæmpe skulderklap og en tillidserklæring uden lige, at jeg nu skal være CEO for den virksomhed, der har været en så vigtig del af mit arbejdsliv i så mange år, siger han.
- Det er med stor ærefrygt og taknemmelighed, at jeg går ind til opgaven. Jeg ser frem til at videreføre de stærke familieværdier, vi er kendt for i Dantra, og fortsætte den positive udvikling.
Familiens værdier helt afgørende
Lone Kjær blev ansat som CFO i Dantra i 2017 og har været med i ledelsen af Dantra Group lige siden. Hun fremhæver ligeledes virksomhedens familieværdier som helt afgørende for duoens måde at drive forretning på.
- Jeg ser frem til fortsat at være en del af den vækstrejse, Dantra Group er på og til at arbejde målrettet på Dantra`s mål, siger hun.
- Vi har dygtige og kompetente medarbejdere og en god arbejdsplads, hvor vi behandler hinanden med gensidig respekt og ordentlighed. Sådan har det altid været i Dantra, og sådan skal det fortsætte med at være, siger Lone Kjær.
130 vogntog
- Dantra Group er med sine 130 vogntog blandt Skandinaviens førende udbydere af tanklogistik inden for kemi og tekniske produkter.
- Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen).
- Dantra Group beskæftiger totalt cirka 250 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund samt afdelinger i Padborg og Køge.