I skoven med otte kassevogne
I sommer tog K.W. Bruun & Co. Koncernen initiativet til at sælge Stellantis-varebiler med firehjulstræk, hvor 4x4-teknikken er produceret af det franske specialfirma Dangel.
Og her i sidste måned blev der holdt en udfordrende offroad-test På Tirsbæk Gods ved Vejle, hvor vi prøvede tre Stellantis-køretøjer: Peugeot Partner 4x4, Opel Vivaro 4x4 og Citroën Jumper 4x4.
I første omgang er 4x4-ombygningen kun tiltænkt Peugeot- og Opel-forhandlerne herhjemme, så både Fiat og Citroën må vente. Tidligere har Fiat herhjemme tilbudt Dangels 4x4-teknik på Ducato-modellerne; men nu er det Peugeot Boxer og Opel Movano, som i den størrelse fås som 4x4.
Også de små Peugeot Partner og Opel Combo samt Peugeot Expert og Opel Vivaro tilbydes som nævnt med firehjulstræk hos forhandlerne.
Koncernens varebilschef Sten Bonne Schwaner håber, at kassevogne i 4x4-versioner kan give et ekstra salg af de pågældende varebiler.
Dangels 4x4-system erstatter det spærredifferentiale, som varebilerne ”fødes” med fra fabrikkens side. Bilerne kan fås med ekstra frihøjde på henholdsvis 9, 11 og 21 cm - og der er viskokobling og down-hill funktion som tilvalg. Det hjælper ved nedkørslerne.
Vi prøvede de nye 4x4-modeller på nok Danmarks bedste terrænområde, Tirsbæk Gods, under kyndig vejledning af Land Rover Experience Centers eksperter med Ib Hammer i spidsen.
Klarede opgaven
Vi prøvede Partner 4x4, der netop havde down-hill funktion og viscokobling. Det gjorde den til dagens bedste terrængående bil.
En Vivaro 4x4 havde ikke dette udstyr, så her skulle man selv tilpasse kørslen til terrænet, som blandt andet gik op og ned ad stejle skrænter. Grove dæk er også en god idé, når man skal ud på sådan en offroad-kørsel.
En Jumper 4x4, som ikke fås herhjemme endnu, viste også fine takter. Den fulgte godt med på den ene af de to offroad-baner, som vi blev sendt ud på. Akselvandringen er ikke ret stor, så hen over de værste huller svævede ét af baghjulene højt oppe i luften, men den klarede opgaven.
Dangels mekaniske system er naturligt nok mere enkelt opbygget end de elektronisk opbyggede systemer og kan måske heller ikke præstere lige så meget som en fuldblods offroader, men det virkede upåklageligt på godsets terrænbane.
Kør fornuftigt
De gode og meningsfulde råd, som vi fik af Ib Hammer på turen rundt på Tirsbæk Gods, handlede basalt set om én ting: Brug jeres sunde fornuft, når I kører med 4x4.
Som når vi tester lastbiler, skal vi bruge bakspejlene flittigt.
Vær også opmærksom på, at størrelsen og frihøjde betyder noget, når man skal rundt i terrænet.
Der skal holdes nøje øje med træer, stubbe, huller og grøfter - for ikke at tale om bakker, hvor bilen kan hænge fast.
Kør stille og roligt – så bilen kommer helt hjem.
Tag et kursus
Vi testede tre 4x4 biler, og som nævnt var det den lille Partner, som klarer udfordringen bedst, fordi den havde Hill descend control. Man kører bare ud over kanten og nøjes med at styre – resten klarer systemet.
Opel Vivaro 4x4 havde ikke dette udstyr, så det krævede derfor lidt mere brug af bremser og gearkasse.
Den store Citroen Jumper, som var med i Vejle, kan ikke det samme. Og her må man samtidig især se på længden, på bilens hjørner og frihøjden.
Lidt grænseoverskridende oplevelse – men det er faktisk vigtigt for de fleste, der køber biler med firehjulstræk, at tage et kursus hos f.eks. Ib Hammer – så man kan lære bilen at kende.
Let at betjene
Dangel 4x4 virker godt i skoven, men det er ikke en ægte off-roader som en Land Rover, en Toyota Land Cruiser eller en af de konkurrerende ombygninger fra Oberaigner.
I kabinen er forskellen fra Dangel til den normale varebil en drejeknap eller trykknap, hvor man indstiller til firehjulstræk og eventuelt spærredifferentiale, hvis det er bestilt.
Man kan også vælge terrændæk ab fabrik; men i Danmark kommer de med standard varebilsdæk, så kunden slipper for øgede afgifter.
Dangel arbejder også på at lancere deres 4x4-system på Stellanis’ elektriske varebiler i 2024 og til minibusser.
100.000 kr. ekstra
Man skal regne med en merpris inklusive montering på ca. 100.000 kroner for de store og mellemstore modeller, mens de små udgaver er hårdere ramt af beskatning. Her er merprisen ca. 80.000 kr. Differentialespær koster op mod 10.000 kroner ekstra.
Hos Stellantis-importøren er håbet at levere op til 100 enheder med Dangel-teknik i 2023.
Mindre plads i en pick-up
Mindre nyttelast
For K.W. Bruun er 4x4 biler vigtige. Det handler om at kunne tilbyde kunder som entreprenører og offentlige myndigheder en 4x4 udgave af de mest populære varebiler. El-selskaber, vindmølle-producenter, entreprenører og mange håndværkere kan have brug for terrængående arbejdskøretøjer, når der skal arbejdes på marker og i skove.
Ombygningen går ikke ud over varerummets størrelse, men det går lidt ud over nyttelasten, som er 110 kg. mindre.
FAKTA: Dangel 4x4 teknisk set:
- Dangel får bilen leveret direkte fra fabrikken, hvor den allerede er forberedt til firehjulstrækket.
- Der installeres en bagaksel med træk og en transfergearkasse på den originale Stellantis-gearkasse.
- Momentet overføres via en visco-kobling - ligesom i en almindelig baghjulstrukket bil.
- Esc-systemet er fra Bosch, men tilpasset Dangels krav.
Motorerne er generelt de kraftigste, som modellerne kan tilbyde. Det vil sige:
- Peugeot Partner/Opel Combo: 1,5 liter diesel med 130 hk.
- Expert/Vivaro: 2-liters diesel på 145 hk.
- Boxer/Movano: enten 140 eller 165 hk.
- Alle bilerne har manuelt gear.
- Automobiles Dangel har sin fabrik i byen Sentheim i Alsace med omkring 125 ansatte.
- Virksomheden begyndte med at bygge en 4x4 udgave af Peugeot 504 til Paris-Dakar løbet for snart 50 år siden.
- Frem til i dag har man bygget cirka 60.000 terrænbiler.
- Det største marked er Norge, som aftager 27 procent af produktionen med norske Posten som den største kunde.
Kilde: K.W. Bruun