23948sdkhjf

El-lastbil til københavnsk trælast

Bygma indsætter første fuldelektriske Scania kranbil fra nyt trælast- og logistikcenter i København

Bygma er ikke for amatører – heller ikke når det gælder om at reducere miljø- og klimabelastning. Straks efter nytår, når Bygma slår dørene op til nyt byggecenter på Prags Boulevard i København, vil en fuldelektrisk Scania kranbil indgå i flåden af distributionskøretøjer, der skal køre byggematerialerne ud på en bæredygtig og næsten lydløs måde.

- Beslutningen om at investere i en elektrisk lastbil er et led i vores mål om at nedbringe klimabelastningen fra vores egne aktiviteter, siger indkøbsdirektør i Bygma Gruppen, Preben Nielsen.

- Distributionen står for en stor andel af klimabelastningen. Desuden vil den elektriske Scania reducere støjniveauet i byområderne - både under kørslen og ved brug af kranen på byggepladserne.

- Det er et vigtigt aspekt, for det er meget enklere at forstå bæredygtighed for borgerne, når de oplever den elektriske lastbil køre stort set lydløst gennem byen, tilføjer Preben Nielsen

Udvikling langt fremme

Ifølge Bygma og Scania er udviklingen af de fuldelektriske lastbiler så langt fremme, man kan opnå en rækkevidde og en driftstid, der er tilstrækkelig til, at de kan indgå i den daglige drift på lige fod med andre lastbiler.

Bygmas fuldelektriske Scania er af typen 25P 6x2*4, det vil sige en 3-akslet lastbil med lavt placeret førerhus og styrbar bogieaksel bag trækakslen. Den er opbygget med en traditionel HMF 2820-kran, der drives af et elektrisk kraftudtag med strømforsyning fra lastbilens batterier. Køretøjet er desuden leveret med et fast lad fra Lavmands.

Snart et krav

- Snart bliver fuldelektrisk drift et krav ved lastbilkørsel i udvalgte zoner i mange byer, siger Key Account Manager Jes Cramer-Petersen fra Scania.

- Lydløs, emissionsfri kørsel vil blive nødvendigt for at få leveret materialer til byggepladser i byen. Det er derfor både positivt og visionært, at Bygma i en tidlig fase gør sig nogle vigtige erfaringer for at sikre leverancerne.

Grundig analyse

Scania har specificeret og opbygget kranbilen efter at have gennemført en grundig analyse af bilens drift baseret på GPS-data fra en traditionel lastbil under tilsvarende driftsforhold. Baseret på denne analyse er der udarbejdet en drifts- og ladeplan og kalkuleret den forventede batterilevetid.

- Disse oplysninger indgår alle i den samlede pris for lastbilen inklusiv den obligatoriske reparations- og serviceaftale, der indgår i handlen, tilføjer Jes Cramer-Petersen.

- Vi sælger ikke el-lastbiler uden sådan en analyse. Den danner grundlag for hele aftalen med kunden.

For at sikre at der fremover er maksimalt fokus på miljøkorrekt og energibesparende kørsel, vil alle Bygmas chauffører deltage i et undervisningsforløb med Scanias Driver Support.

Bygmas elektriske Scania

  • Model: Scania 25P B6x2*4, 3-akslet distributionslastbil med lavt CP17-førerhus samt elektrisk styrbar bogieaksel bag trækakslen.
  • Drivlinen består af en permanent-magnet elektrisk maskine med oliespray-køling.
    Max. motoreffekt er 295 kW/2.300 Nm ved spidsbelastning samt 230 kW/1.300 Nm kontinuerligt.
  • Akselafstand på 4.750 mm
  • 9 stk. lithium-ion batterier med en bruttokapacitet på 297 kWh. Ladestikket er af type CCS2 for opladning med op til 130 kW v. 200 Amp.
  • Opbygning: traditionel HMF 2820 K5-kran med fem hydrauliske udskud
  • e-PTO til drift af hydraulikpumpen med strømforsyning fra lastbilens driftsbatterier leveret og monteret af Banke ApS i Sønderborg.
  • Fast lad med alu-sider, kæpstokke, værktøjskasser mm. er produceret og monteret af Lavmands A/S i Ringsted.

Bygma Gruppen beskæftiger ca. 2.600 ansatte fordelt på mere end 100 forretningsenheder i hele Norden. Koncernen er den største danskejede leverandør til byggeriet med aktiviteter inden for salg og distribution af byggematerialer til både større og mindre byggerier. Bygma Gruppen havde i 2021 en omsætning på ca. 10,8 milliarder kroner.

Kilde: Scania og Bygma

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08