Schenker vinker farvel til dansk topchef
Henrik Dam Larsen skal fra 31. marts næste år ikke længere være CEO for DB Schenkers danske afdeling.
Det fremgår af en mail udsendt fra DB Schenker, som er redaktionen bekendt. Fratrædelsen bekræftes af DB Schenkers danske presseafdeling, der dog ikke har flere kommentarer til sagen.
Af mailen fremgår det, at fratrædelsen sker i forbindelse med omstruktureringer i DB Schenkers organisation, hvor man fra april næste år vil implementere et nyt, nordisk "cluster". Den nordiske cluster vil ifølge mailen blive ledet af finske Petteri Nurmi, mens resten af ledelsen endnu ikke er fastlagt.
DB Schenker understreger samtidig, at driften for landtransport fortsat vil blive drevet som tre separate enheder i Norden (Danmark-Sverige, Finland og Norge).
Henrik Dam Larsen har været CEO i DB Schenker Danmark siden 2011.
Redaktionen forsøger at få en kommentar fra Henrik Dam Larsen.