Fynsk vognmand trodser tendensen
En af de virksomheder, der trods stigende driftsomkostninger, har valgt at holde fast i helhedsperspektivet, når det gælder dækkene, er Snave Vognmandsforretning.
Det fynske vognmandsfirma betjener kunder på hele Fyn og har en vognpark på 21 køretøjer. Samtlige lastbiler har siden 2013 været omfattet af den samme servicemodel med løbende kontrol og inspektion af dækkene, og det har primært været i samarbejde med Euromaster.
- Når jeg lægger en helhedsbetragtning ned over vores dæk, så betaler det sig faktisk på bundlinjen at have en relativt simpel strategi. Vi har stort fokus på lufttryk og på skift af hele akslen, når vi har lastbilerne til service, siger Morten Jørgensen, ejer i Snave Vognmandsforretning.
Vognmandsforretningens dækstrategi giver også mærkbare resultater, hvor de kan se en besparelse på de samlede driftsomkostninger på op mod 30 procent. Af den årsag vælger Morten Jørgensen også at fortsætte sin dækstrategi.
Alternativet er nedetid
Snave Vognmandsforretning er ejet af ægteparret Morten Jørgensen og Maria Hindse, der i fællesskab har drevet virksomheden i 20 år. Selvom forretningen har været i rivende udvikling de sidste par årtier, har de altid bevaret et skarpt fokus på deres dækpolitik.
- Det er nødvendigt med en langsigtet dækstrategi, fordi alternativet er nedetid og en ustabil drift, siger Morten Jørgensen.
- Hvis en af vores lastbiler står stille, kan det koste os tusindvis af kroner, som vi ellers kunne have sparet ved at tænke strategisk.