23948sdkhjf

Ny transportminister møder flere hængepartier

DTL minder Thomas Danielsen om de opgaver, som vognmændene har en forventning om bliver løst

- Vi betragter transportministeren som vores dialogpartner og vores sendebud ind i regeringen. Vi har traditionelt haft en god kontakt til de skiftende transportministre, og vi ser frem til snart at kunne drøfte flere af de hængepartier, der optager vognmændene.

Sådan lyder invitationen fra DTL's adm. direktør Erik Østergaard til Thomas Danielsen, som torsdag eftermiddag blev indsat som Danmarks nye transportminister.

- Vi ønsker først og fremmest at sætte lys på de åbenlyse fordele, der er ved en kapacitetsforøgelse på godskøretøjerne, siger Erik Østergaard.

- Den forrige regering har tøvet med tilskud og støtte til grøn omstilling, fordi hver liter diesel sparet koster i manglende afgiftsindtægter til statskassen.

- Af samme grund har vi haft svært ved at få myndighedernes godkendelse af 5-akslede lastbiler på 42 ton.

- Denne tøven rammer også andre forbedringer af vægt- og dimensionsreglerne og de såkaldte DUO2-vogntog - dobbelttrailere.

- Der er ingen tid at spilde. Jo før, vi kommer i gang, desto bedre. Det er nemlig fremskridt, som både vil reducere antallet af lastbiler på vejene, reducere dieselforbruget og dermed gavne klimaet, afhjælpe chaufførmanglen samt naturligvis gavne vognmændenes økonomi.

- Det er et meget teknisk område, og derfor gør det nok ingen skade, at vores nye transportminister oprindeligt er uddannet som lastvognsmekaniker.

Eftersyn af Færdselsstyrelsen

Erik Østergaard ser også frem til, at Thomas Danielsen vil lave et grundigt eftersyn af Færdselsstyrelsens eksistensbetingelser.

- Jeg siger ikke, at udflytningen af Færdselsstyrelsen til provinsen i sin tid har været et fejlskud; men det er som om, at Slotsholmens opmærksomhed på Styrelsens arbejdsbetingelser ude i den sønderjyske marsk har været for nedadgående.

- Frustrerede vognmænd har måttet se biler holde stille, mens andre løber med kunderne, fordi Færdselsstyrelsen har haft en uacceptabel lang sagsbehandlingstid. Det er ikke godt nok.

Ubetalte P-bøder

- Vi har samtidig et hængeparti omkring den manglende opkrævning af tusindvis af ubetalte p-afgifter i særligt Østeuropa, fortsætter Erik Østergaard.

- Færdselsstyrelsen hyrede det britiske firma Euro Parking Collection til at opkræve bøderne. Den tidligere transportminister hældte Færdselsstyrelsens samarbejde med EPC ned af brættet og varslede, at hun agtede at tage andre midler i brug. Det står indtil videre åbent, hvad det så vil være.

- Endelig mangler vi også en afgørelse på den gordiske knude omkring 11 kg-reglen for varebilstilladelser.

- Vi ser gerne, at den regel afskaffes af den nye regering.

- For ikke at tale om sagaen om pengestrømmen fra statskassen til PostNord, der konkurrerer i pakke- og stykgodsmarkederne mod private transportører.

Ikke et kontrolregime

Erik Østergaard advarer imod, at transportpolitik pr. automatik bliver synonym med udbygningen af et kontrolregime hos myndighederne.

- Tag for eksempel den seneste udvikling i det, vi kan kalde ”Zonedanmark,” siger han.

- Først fik vi miljøzonerne, så nulemissionszonerne, og nu taler man så om udsynszoner. Jeg mener, at vi ubetinget har gjort klart, at vi støtter den grønne omstilling af transporten. Og trafiksikkerhed har stået centralt i vores politiske virke igennem en årrække.

- Alligevel er det fornemmelsen, at ligegyldigt hvor meget vi har argumenteret for, at sikkerhedsforholdene i førerhusene er i rivende udvikling, så har der været en politisk refleks, hvor behovet for at vise handlekraft og udøve magt afstedkommer øget kontrol.

- Vi ser derfor meget frem til en grundlæggende holdningsændring fra myndighederne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125