Ny city-trailer til Middelfart
TLG Transport i Middelfart har netop investeret i en fabriksny Kel-Berg citytrailer med boks og to aksler. Boksen har et rumindhold på 90 kubikmeter med plads til 34 paller. Både taget og siderne er fremstillet af GRP/Plywood. Bunden er en 9-ton pladebund, som er TÜV-godkendt. I bagenden er der monteret en 2,5-ton ZHD-lift.
Traileren har to 10-ton SAF-aksler med skivebremser med lift på første aksel og Tridec tvangsstyring af den bagerste aksel. Traileren er XL godkendt og har en tilladt totalvægt på 35 ton. Den nye trailer er leveret af Anders K. Larsen fra Lastas Trucks Danmarks.
TLG Transport har eksisteret i 13 år. Virksomheden tilbyder afhentning og levering af erhvervspakker og råder over 15 kurérbiler. Der køres også distributionskørsel i hele Danmark, Norden og resten af Europa med en flåde på ni distributionsbiler. TLG Transport råder også over et lagerhotel på 4.500 kvm.