23948sdkhjf

- Det her er et mønstereksempel

Fra mange sider kalder man på, at politikere må tage mere ansvar og skabe rammer, der tilskynder til den grønne omstilling. Men det er en hårfin balance, og når vi tale om ladenetværk, er det vigtigt, at myndigheder og politikere holder snitterne fra at blande sig i detaljerne.

- Vores fokus er, at det er markedet, der kommer til at drive den her udvikling. Vi er med til at skubbe til politikerne og forsøge at påvirke rammevilkårene, men den konkrete udrulning skal være drevet af forbrugerne og behovet derude, siger Jacob Stahl Otte.

Han er direktør for Drivkraft Danmark, som er branche- og arbejdsgiverorganisation for brændstofleverandører og ladeoperatører, og som en lang række andre interessenter og nysgerrige var han mødt op for at kippe med flaget for Danmarks første offentlige el-ladestation for lastbiler i Nyborg.

Stationen er etableret i det østfynske af Uno-X – og har indtil videre en enkelt fast kunde i form af DFDS, som netop har indsat landets første, tunge el-lastbil i fast rutefart mellem Jylland og Sjælland.

- Den dialog, vi har set mellem Uno-X og DFDS, er jo et mønstereksempel på, hvordan det kan gøres, siger Jacob Stahl Otte.

- Jeg tror, det kommer til at gå rigtig hurtigt i de kommende år. Også hurtigere, end man tror i dag. For den enkelte vognmand bliver det selvfølgelig en gradvis overgang fra diesel til el, for man kan ikke bare omstille fra den ene dag til den anden, siger han.

- Persontransporten er jo foran den tunge transport i forhold til ladenetværk, og vi kæmper lidt med at sikre den rette tilslutning til elnettet rundt omkring. Det er jo den slags ting, der er nødvendige for at få gang i udrulningen for alvor til godstransporten, siger Jacob Stahl Otte.

Drivkraft Danmark repræsenterer alle leverandører uanset energikilde, og der er som bekendt mange bud på, hvad vej udviklingen vil og bør gå i de kommende år.

- Vi er teknologineutrale og er ikke eksperter på det område som sådan. Men vi lytter til, hvad de store lastbilfabrikker siger, og derfra lyder det, at det er el og brint, det kommer til at handle om i de kommende år, siger Jacob Stahl Otte.

El, brint, gas, biodiesel, power-2-x eller tryllepulver – det er sådan set også underordnet set fra branchens side, så længe man tager udgangspunkt i branchens behov i de kommende års massive udrulning af ny tank- og ladeinfrastruktur.

- Skræk-scenariet ville være, hvis man fra politisk hold besluttede, at nu skal man lægge ladestationer her, her og her – uden at skele til det kommercielle marked. For os er det vigtigste, at det er drevet af efterspørgslen, ligesom vi har set med etableringen af den første station her i Nyborg, siger Jacob Stahl Otte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096