TotalEnergies lancerer smøreolie med reduceret CO2-aftryk
Til trods for den megen snak om elbiler, er det et faktum, at langt størstedelen af bilparken i Danmark kører på fossile brændstoffer. Når man udelukkende ser på Heavy Duty-segmentet (HD), er tendensen endnu tydeligere: Forbrændingsmotorerne kommer til at være her i mange år fremover. Og forbrændingsmotorer kræver smøreolie. Det ved man om nogen hos TotalEnergies, der ikke blot er Danmarks førende energiselskab, men også markedsledende på området for salg af smøreolie. Virksomheden har længe arbejdet tæt sammen med de største producenter af al rullende materiel, hvorfor der som oftest er TotalEnergies’ produkter i motoren, når køretøjerne forlader fabrikkerne.
Hvis man står med en teknisk udfordring, hjælper vi til. Jeg plejer at sige, at olie er svært – men vi gør det nemt. Steffen Feddersen, sales manager automotive
“Og det gælder også på området for Heavy Duty, hvor TotalEnergies har over 200 godkendelser til de forskellige mærker i det vigtige segment for TotalEnergies,” siger salgschef for automotive i Danmark, Steffen Feddersen.
God service er i højsædet
TotalEnergies leverer både direkte og gennem distributører til den danske autobranche, og Steffen Feddersen og hans kolleger er løbende i kontakt med kunder fra alle dele af branchen. En af styrkerne ved TotalEnergies er nemlig den rådgivning, man leverer til kunderne: “Hos os kan man rent faktisk ringe ind og få en snak om de enkelte produkter på dansk. Man kan selvfølgelig også bestille online via vores platform, men kunderne sætter ofte pris på den tætte dialog. Hvis man står med en teknisk udfordring, hjælper vi til. Jeg plejer at sige, at olie er svært – men vi gør det nemt,” siger Steffen Feddersen.
Nyt produkt hjælper på CO2-aftrykket
I den kommende tid vil der muligvis være flere kunder, der vil opsøge rådgivning om et helt nyt produkt, TotalEnergies har sendt på gaden – Rubia EV3R. Det er en serie af produkter til HD, der er fremstillet med regenereret baseolie. Helt konkret indsamler man brugte olier fra branchen, renser dem og tilsætter additiver, hvorefter de er i stand til at indgå i de nye produkter igen.
“Det er nytænkende, og vi er stolte af at kunne vise vejen. Med Rubia EV3R kan man reducere sit CO2-aftryk med 25%, og det er attraktivt for eksempelvis fragtmænd og busselskaber. Med sådan et produkt kan vi hjælpe vores kunder med at vinde udbud ved at være grønnere, og det er helt sikkert et produkt, som kommunerne snart vil efterspørge,” siger Steffen Feddersen.
Det er målsætningen, at 10% af det samlede salg til HD skal være med regenereret baseolie i 2025. For at komme derhen har TotalEnergies for nyligt opkøbt Tecoil i Finland, der netop har specialiseret sig i at regenerere baseolie.
FAKTA: TotalEnergies Denmark
TotalEnergies Denmark har udviklet og produceret olie og gas i den danske Nordsø i mere end 50 år. Som Danmarks førende energiselskab producerer TotalEnergies fra 15 felter ved brug af 49 offshore installationer og fem hovedplatforme. Afdelingen for smøreolie er markedsleder i Danmark.
Se mere på www.totalenergies.com
Kilde: TotalEnergies Denmark