23948sdkhjf

DSV bekræfter gigantopkøb

DSV køber DB Schenker for 107 mia. kroner

DSV køber DB Schenker af Deutsche Bahn. 

Det er nu officielt bekræftet af DSV i en børsmeddelelse.

Prisen for opkøbet er ifølge DSV 14,3 mia. euro, hvilket svarer til ca. 107 mia. kroner. For det beløb overtager DSV 100 pct. af ejerskabet af DB Schenker.

- Dette er en transformerende begivenhed i DSV's historie, og vi er meget begejstrede for at slå os sammen med Schenker, lyder det fra Jens Lund, administrerende direktør i DSV.

Financieringen af opkøbet sker gennem en kapitalforhøjelse på 4 til 5 milliarder euro, samt et lån fra bankerne BNP Paribas, Danske Bank, HSBC og Nordea.

Opkøbet er det næststørste i Danmarkshistorien, og er kun overgået af Novo Nordisk køb af amerikanske Catalent for 114 mia., der endnu ikke er formelt gennemført.

For DSV vil der sandsynligvis være store gevinster at hente. Hos finanshuset UBS forventer man at Schenker-handlen kan øge speditørens driftsindtjeningen med op mod 10 mia. kr. om året i synergier.

Aftale om medarbejdere

Også hos sælgeren, Deutsche Bahn, er man tilsyneladende tilfreds med handelen.

- Salget af DB Schenker markerer den største transaktion i DB's historie og giver vores logistikdatterselskab klare vækstudsigter. Det har været vigtigt for os at finde en stærk partner til Schenker og et langsigtet hjem for virksomhedens medarbejdere, lyder det fra Richard Lutz, som er administrerende direktør for Deutsche Bahn.

Hos fagforeningen Verdi, var man ellers skeptisk over for at sælge til DSV. Her frygtede man, at DSV ville fyre mange tusinde medarbejdere. 

Ifølge børsmeddelelsen har DSV dog indgået en aftale om at beskytte de tyske ansatte hos DB Schenker mod fyringer. Aftalen gælder i to år, men DSV oplyser ikke nærmere om indholdet.

Informationer blev lækket

Rygter om opkøbet har det seneste døgn floreret, efter at anonyme kilder med indsigt i salgsprocessen over for Reuters og Bloomberg afslørede, at DSV ville blive køberen. Nu er rygterne så officielt blevet bekræftet.

DB Schenker har været sat til salg siden december 2023. I begyndelsen var listen af budgivere lang, og talte blandt andet også A.P. Møller - Mærsk, men i takt med, at processen er skredet frem faldt de fleste fra. 

De seneste måneder har det således kun været DSV og et konsortie med kapitalfonden CVC i spidsen tilbage i budkrigen.

Fra ni vognmænd til milliardkoncern

DSV står for De Sammensluttede Vognmænd og selskabet blev grundlagt i 1976 af ni selvstændige vognmænd.

Siden er det vokset til en global transportvirksomhed. Det er en af verdens største speditører. En speditør er en aktør, som sørger for, at en vare kommer fra et sted til et andet.

Det er sket gennem en lang række store opkøb, hvor selskabet er blevet hyldet for sin evne til at overtage konkurrenter og så gøre dem lige så profitable som selskabet selv.

I 2019 foretog DSV et af sine hidtil største opkøb med overtagelsen af det schweiziske selskab Panalpina. Omkring 37 milliarder kroner lød prisen på. Med i handlen fik DSV også tilføjet Panalpina til sit selskabsnavn. Det blev dog fjernet igen i 2021.

I dag fragter DSV både varer til lands, til vands og i luften. Derudover råder selskabet over flere millioner kvadratmeter lagerplads. DSV er delt op i divisionerne Road, Air & Sea og Solutions. Sidstnævnte driver store logistikcentre.

DSV er til stede med egne lokationer på seks kontinenter - Europa, Nord- og Sydamerika, Asien, Mellemøsten, Afrika og Australien.

Selskabet har hovedsæde i Hedehusene på Sjælland.

Ritzau

Forventes gennemført i 2025

I de kommende uger skal transaktionen godkendes af Deutsche Bahns bestyrelse og af det tyske forbundsministerium for digitalisering og transport. Herefter skal den godkendes af konkurrencemyndighederne.

DSV forventer, at transaktionen vil være gennemført i 2. kvartal af 2025, og indtil da forbliver DSV og DB Schenker to separate virksomheder, der driver forretning som normalt.

DSV oplyser i børsmeddelelsen, at detaljer om effekten af opkøbet blive offentliggjort, herunder estimater og timing af synergier og integrationsomkostninger, efter transaktionens afslutning.

Opkøbet forventes ikke at have indflydelse på DSV's resultater i 2024, og derfor ændrer DSV heller ikke på sine forventninger til året.

DB Schenker giver DSV flere muskler i kampen om kunderne

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094