Ny overenskomst sikrer lønstigning i transportbranchen

3F Transport og Dansk Industri har søndag præsenteret ny overenskomst på transportområdet.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Der er tale om en fællesoverenskomst, der omfatter havnearbejdere og en stor gruppe lagerarbejdere og chauffører.
Aftalen lægger linjen for 186.000 lønmodtagere på normallønsområdet og en række andre overenskomster mellem 3F Transport og Dansk Industri.
Aftalen løber frem til 1. marts 2028.
Stigninger i timelønnen på transport- og logistikområdet betyder, at månedslønnen for en 37-timers arbejdsuge stiger mindst 2300 kroner over de næste tre år.
Dertil kommer 700 kroner om måneden gennem en forhøjelse fra 9 til 11 procent til den ansattes fritvalgskonto, lyder det.
Arbejdsgivers indbetaling til pension stiger fra 10 til 11 procent.
Lønnen til lærlinge hæves med fire procent 1. marts i år.
I 2026 og 2027 vil lærlingelønnen stige med 3,5 procent.
Dansk Industri er tilfredse med en "aftale inden for rammerne".
- Jeg tror på, at vi har nået en afbalanceret aftale, der giver både plads til lønstigninger for lønmodtagersiden, men også ligger inden for rammen, der bevarer en stærk konkurrenceevne, siger viceadministrerende direktør i Dansk Industri, Kim Graugaard.
Forældre får ret til at holde fri ved barns tredje sygedag, og bedsteforældre får ret til to børnebørns omsorgsdage.
Parterne er desuden enige om at investere i medarbejdernes trivsel på arbejdspladserne.
Der oprettes en fælles samarbejdstjeneste, der skal fremme trivsel og forebygge chikane og konflikter lokalt på arbejdspladsen, fremgår det.
3F Transport er glad for, at aftalen har haft fokus på "de blødere værdier" som trivsel og familieliv.
- Det er noget, vores medlemmer i høj grad har efterspurgt, og jeg er glad for, at vi nu har været med til at gøre branchen mere attraktiv for de kommende generationer, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport.
Forhandlingerne har hverken været nemme eller uden tovtrækkeri. De afsluttende forhandlinger varede hen over natten indtil søndag eftermiddag.
Der har været "kant" i dialogen om både økonomi og de lidt mere blødere punkter, siger Dansk Industris Kim Graugaard.
- Vi kan ikke bare stille en buffet frem og sige, at de ansatte kan tage det, de har lyst til. Det har taget noget tid til at finde balancen og aftale rammen for de ting.
9. februar landede en aftale om nye overenskomster for 230.000 ansatte på industriens område.
Fredag blev HK Handel og Dansk Erhverv enige om en ny overenskomst for landets butiksansatte. Dagen før præsenterede Finans Danmark og Finansforbundet en overenskomst for 46.000 finansansatte.
Enkelte områder mangler endnu at få forhandlet en overenskomst på plads i år. Det gælder blandt andet byggebranchen.
/ritzau/