Særtransport rammes af bro-beslutning: - Vi kører stadig omveje

Broen bliver bevaret.
Borgerne i Thorsted i Thy kan ånde lettet op.
Den bro, der forbinder byen med Thisted, forbliver stående, efter at lokale protester har fået politikerne til at trække planerne om en nedrivning tilbage.
Det skriver TV Midtvest.
Men for nogle virksomheder, der benytter broen til transport af tunge og store laster, er beslutningen en udfordring.
- Vi ville bare gerne have lavet nogle forandringer, siger Mark Hald Kristensen fra Tage Kristensen A/S, der kører med særtransport i området, til Transportmagasinet.
Han fortæller, at beslutningen betyder, at de fortsat må tage længere ruter for at komme frem.
- Vi skal ud og køre en omvej på 10-15 km på veje, der ikke er beregnet til os, men det er vi jo vant til. Sådan har det jo været de sidste 20 år. Vi ville bare gerne have lavet nogle forandringer nu, hvor broen alligevel var beskadiget, siger han.
Broen har tidligere mødt kritik, da dens lave højde forhindrer mange særtransporter i at passere.
I februar sidste år skete der et alvorligt uheld, da en særtransport med et vindmøllenav på anhængeren kolliderede med broen.
Mark Hald Kristensen understreger, at det ikke er en ny problematik for virksomheden, men at en ny løsning kunne have forbedret transportforholdene for de tunge køretøjer.
Delte meninger
Ifølge Mark Hald Kristensen har både DTL, Kran Blok Erfra og Dansk Erhverv indsendt høringssvar, hvor de argumenterede for, at broen skulle fjernes og erstattes af en anden løsning.
- Særtransportmæssigt er den jo lidt bøvlet, og vi skal ud på nogle små veje. Når nu den var skadet, syntes vi, det var bedre at lave en ny løsning. Men selvfølgelig skal de lokale også inddrages, forklarer han.
Det blev dog i sidste ende borgernes høringssvar, der fik størst gennemslagskraft hos politikerne.
For store og for tunge laster Tage Kristensen A/S er specialiseret i særtransport, hvor de fragter gods, der enten er for stort eller for tungt til at kunne transporteres ad de normale ruter.
Netop derfor har de arbejdet aktivt for at få ændret forholdene omkring broen.
- Man hører alle interesser, og det skal man også. Man kan ikke vinde hver gang. Vi har givet vores mening til kende, og så er det sådan, det er, siger Mark Hald Kristensen, der i en årrække har været formand for Thy Vognmandsforening. Han valgte for nyligt ikke at genopstille efter 10 år på posten.