23948sdkhjf

70-årig lastbilchauffør dømt: Smuglede over et ton hash

Retten i Aarhus har idømt en midtjysk lastbilchauffør fængsel for omfattende smugling af hash. Dommen falder i sag med forbindelser til rockermiljø og organiseret kriminalitet

En 70-årig lastbilchauffør fra Midtjylland blev tirsdag dømt ved Retten i Aarhus for at have indsmuglet hele 1.006 kilo hash fra Holland til Danmark. 

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet i en pressemeddelelse tirsdag.

Chaufføren har tilstået seks tilfælde af smugling – én gang i 2021 og fem gange i løbet af 2024 – og blev idømt tre år og seks måneders fængsel.

Ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) blev hashen fragtet i lastbil til adresser i blandt andet Skanderborg og Them ved Silkeborg, samt til en ukendt lokation i Østjylland. 

Herfra blev narkotikaen overdraget til medgerningsmænd, og dele af den endte i kriminelle miljøer i Danmark.

Smuglerkørslerne foregik under dække af lovlige transporter, hvilket ifølge specialanklager Jacob Gents vanskeliggjorde myndighedernes arbejde.

– Den dømte har spillet en væsentlig rolle ved at agere bindeled mellem de udenlandske hashleverandører og bagmænd i Danmark. Ved at skjule smuglingen bag et legalt transportformål har han gjort arbejdet sværere for myndighederne, siger anklageren i en skriftlig kommentar.

Stoppet ved grænsen

Den 70-årige blev afsløret i forbindelse med en koordineret politiaktion i december 2024, hvor han blev standset ved den dansk-tyske grænse. Politiet fandt på daværende tidspunkt 177 kilo hash i lastbilen.

Samtidig gennemførte NSK en større operation i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi og myndigheder i Kroatien. 

Aktionen førte til anholdelser i Østjylland samt ransagninger i både Danmark og Kroatien.

Blandt de anholdte var en 41-årig mand med tilknytning til en rockerbande, som modtog en straksdom på halvandet års fængsel for at have aftaget en større mængde hash. Sagen har desuden ført til sigtelser mod en formodet bagmand for indsmugling af op mod 2,5 ton hash og salg af 40 kilo kokain.

Retten konfiskerede i forbindelse med sagen både den beslaglagte hash og udbytte for 150.000 kroner – herunder 93.000 kroner i kontanter, som blev fundet under aktionen i december.

Sagen illustrerer endnu en gang, hvordan godstransport og chaufførfaget – når det misbruges – kan blive en vigtig brik i organiseret kriminalitet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079