Genindfører bøde for snyd med vejafgiften
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) genindfører muligheden for at straffe chauffører og vognmænd for manglende betaling af vejafgiften.
Lovændringen blev bebudet af tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) i februar i år, efter at rigspolitiet opdagede en fadæse. Hidtil har politiet kun kunne udstedes bøder for gentagne tilfælde af manglende betaling af vejafgiften. Førstegangstilfælde har ikke skullet straffes med bøde.
Ingen opdagede i foråret 2007, at sanktionen ved førstegangsovertrædelse ville blive fjernet, når man gik over til digitaliseret betaling. Politiet blev først opmærksomt på juraen for et år siden, da man ville oprette en kode for manglende betaling af vejafgiften.
Afskaffet for 6 år siden
Mette Frederiksen skriver i et svar til Folketingets Trafikudvalg, at straffen for kørsel uden betaling af vejafgift i førstegangstilfælde blev afskaffet i forbindelse med overgangen fra papirbevis for betaling til digitaliseret betaling med virkning fra 1. oktober 2008.
Hun springer behændigt over forklaringen, men ifølge DTL blev papirbeviset afskaffet og erstattet af en fælles central digital registrering.
Uheldigvis blev der ikke indført en ny straffebestemmelse for kørsel uden betaling af vejafgift, oplyser DTL, som mener, at denne lapsus har kostet staten 10-20 millioner kroner i tabte afgifter.
Vejafgiften betales af danske og udenlandske lastbiler over 12 ton. Kontrollen med betalingen foretages i forbindelse med politiets tungvognskontroller.