Lastvogn drønede ind i gangbro i Nordsjælland
Et langt stykke af Overdrevsvejen ved Hillerød blev spærret af, efter at en lastbil påkørte en gangbro.
Rute 6 Overdrevsvejen syd for Hillerød har været spærret det meste af torsdagen, efter at en lastbil ramte en gangbro, som styrtede sammen.
- Vi får en anmeldelse ved 11-tiden om, at en lastbil med en lift på ladet har påkørt en gang- og cykelbro, siger Henrik Suhr, talsmand i Nordsjællands Politi.
Ingen personer er kommet alvorligt til skade.
- Der er en bilist, som efterfølgende påkører broen, men vedkommende er ikke kommet slemt til skade, siger Henrik Suhr.
Politiet gik i gang med tekniske undersøgelser på stedet og afspærrede Overdrevsvejen mellem Københavnsvej og Roskildevej - en strækning på omkring fire kilometer.
Det er torsdag eftermiddag uklart, hvorfor lastbilchaufføren påkørte broen - blandt andet vides det ikke, om chaufføren har været påvirket eller kørte for stærkt.
- Det er ting, som vi er opmærksomme på, men som ikke står klart, siger Henrik Suhr.
Torsdag aften og muligvis også nat skal der arbejdes med at få fjernet den påkørte gangbro.
/ritzau/