Åbent skib på Kulturnatten
Kom om bord på Søfartsstyrelsens skib Poul Løwenørn på Kulturnatten.
Hvordan foregår det, når havet bliver afmærket med bøjer?
Hvordan fungerer en skibsradar?
Hvilke sikkerhedsforanstaltninger er der, når man arbejder på et skib?
Det kan du få svaret på, når Søfartsstyrelsen inviterer om bord på inspektionsfartøjet Poul Løwenørn fredag den 10. oktober på Kulturnatten.
Kom helt tæt på
Det 48 meter lange skib fra 2001 vil ligge til kaj ved Amaliekajen lige ved Amaliehaven, og alle interesserede er velkomne om bord.
Her vil den otte mand store besætning fortælle anekdoter fra deres daglige oplevelser på skibet, når de sejler ud i vind og vejr for at afmærke havet.
På skibet vil du også kunne se de bøjer, man normalt kun ser toppen af på havoverfladen.
Der vil også være muligt at komme en tur ind i kommandobroen og se, hvordan skibsradaren fungerer eller få en sludder med overstyrmanden.
Endelig kan du møde Søsportens Sikkerhedsråd, der vil være om bord på Poul Løwenørn for at give gode råd om sikkerhed til søs.
Tid og sted
Arrangementet er gratis og du kan besøge Poul Løwenørn ved Amaliekajen den 10. oktober mellem klokken 14.00 og 23.00.