23948sdkhjf

Mærsk kan ikke bekræfte gylden aftale om dele-skibe

Der er endnu ikke landet en officiel amerikansk godkendelse hos Maersk Line om containersamarbejde med MSC.
På Esplanaden i København har man endnu ikke hørt noget fra de amerikanske søfartsmyndigheder, FMC, om en godkendelse af Mærsk-gruppens samarbejde med containerrederiet Mediterranean Shipping Company.

Det siger Maersk Lines pressechef, Michael Storgaard, til Ritzau Finans.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har de fem rådsmedlemmer i FMC godkendt det såkaldte 2M-samarbejde med effekt fra lørdag, men godkendelsen er endnu ikke officielt landet hos Maersk Line.

Mærsk har sendt en officiel meddelelse til fondsbørsen torsdag morgen, hvori rederiet oplyser, at det vil udsende en officiel meddelelse, hvis alliancen godkendes.

I det planlagte samarbejde vil de to containerrederier indsætte 185 skibe på de store handelsruter mellem Europa, Asien og Nordamerika.

Det kan ifølge Maersk Line betyde en årlig besparelse på op mod to milliarder kroner, når 2M er i fuld drift. I første omgang ventes samarbejdet at starte i løbet af første kvartal af 2015.

Rederierne måtte tidligere se den endnu større aftale - kaldet P3 - afvist, fordi de kinesiske myndigheder fandt den potentielt konkurrenceforstyrrende. P3-aftalen inkluderede også franske CMA CGM.

Efter den kinesiske afvisning blev rederiet under A.P. Møller - Mærsk så enige om et noget mindre samarbejde med MSC.

Alliancen forventes at "forbedre netværkets effektivitet og åbner mulighed for lavere enhedsomkostninger som følge af forbedret udnyttelse af skibenes kapacitet og stordriftsfordele", beskriver Maersk Line.

Den globale shippingbranche har kæmpet med overkapacitet i form af for mange skibe og lave fragtrate, siden finanskrisen satte ind i 2008.

Også en række andre rederier har indgået omfattende partnerskaber på de store handelsruter, men i størrelse overgås de klart af Maersk Line og MSC, der er branchens to største.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063