23948sdkhjf

DSV Road presset af hård konkurrence

Det er ikke mindst hård priskonkurrence på DSV's hjemmemarkeder i Norden, der har betydet, at transportkoncernens vejdivision ikke har kunnet holde indtjeningsniveauet fra sidste år.
- Der er ikke tale om, at der er en generel sygdom i vores vejdivision. Rigtig mange enheder og lande gør det rigtigt godt og bedre end sidste år. Men vi er lidt under pres på vores meget stærke hjemmemarked i Norden, hvor en forstærket konkurrencesituation gør, at vi ikke kan opretholde den indtjening, som vi har haft tidligere, siger adm. direktør Jens Bjørn Andersen.

Vejdivisionens resultatet af primær drift før særlige poster faldt i tredje kvartal til 222 millioner kroner fra 246 millioner kroner i samme periode 2013, selvom omsætningen steg til 5984 millioner kroner fra 5686 millioner kroner.

DSV voksede mere end markedet inden for vejtransport. DSV oplevede en vækst på 5 procent i kvartalet, hvor hele markedet vurderes at være vokset 1-3 procent.

Vækstmæssigt er udfordringerne dog anderledes for vejdivisionen end inden for sø- og luftfragt, som er et nyere marked for selskabet. Vejtransport er et mere mættet marked for DSV, der i øvrigt har valgt at koncentrere sig om vejtransport i Europa, hvor vækstraterne er relativt svagere.

Kan ikke følge med de globale markeder

- Vi kan ikke vokse helt så hurtigt, som vi kan på de globale markeder, siger Jens Bjørn Andersen.

- Det er også et klart strategisk satsningsområde, at vi på et eller andet tidspunkt tager vores Road-færdigheder uden for Europa, forklarer topchefen.

Historisk har vejdivisionen været vant til at levere driftsmæssig fremgang, og DSV arbejder hårdt på at forbedre divisionens indtjening.

DSV har iværksat besparelses- og effektiviseringsprogrammet Operational Excellence, som i øvrigt ikke kun gælder Norden. Programmet, der er i gang med at blive implementeret, ventes at sænke omkostningerne med 150 millioner kroner fra 2015.

På den baggrund er DSV ifølge Jens Bjørn Andersen nogenlunde fortrøstningsfuld med hensyn til at se en forbedring i vejdivisionen fremadrettet.

Transportkoncernen oplevede en "vis stabilisering" i markedsforholdene inden for vejtransport i kvartalet imod tidligere perioder. Det er ikke blevet værre, end det var i andet kvartal, lyder det.

ritzau/FINANS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062