Kommunale krav skal forhindre social dumping
En helt ny politik for indkøb og udbud i Ringsted Kommune skal i højere grad forhindre social dumping i fremtiden.
Borgmester Henrik Hvidesten (V) har et samlet byråd bag sig, når kommunen ved hjælp af den nye politik for eksempel vil kræve, at firmaer, der byder på større bygge- og anlægsopgaver, tager et socialt ansvar ved at beskæftige elever eller lærlinge.
Samtidig skal det sikres, at virksomheder, der arbejder for kommunen, overholder danske overenskomstlignende vilkår - både for deres egne medarbejdere og for dem, som er ansat hos underleverandører.
Rimeligt nok
Selv om kravene måske vil afskære nogle firmaer fra at byde, så synes Henrik Hvidesten, at det er »rimeligt nok« at stille sådanne krav - både for at kommunen kan være sig selv bekendt, og fordi primært danske virksomheder på denne måde sikres mod unfair konkurrence fra udenlandske firmaer, skriver DAGBLADET Ringsted.