Analyse: Femern-regning kan betales hurtigere end ventet
Ny beregning viser, at Femern Bælt-forbindelsen kan betales tilbage flere år hurtigere en ventet.
Tidligere lød beregningen, at det ville tage 39 år at dække udgifterne. Tunnelen skal finansieres af brugerbetaling, men staten garanterer for de lån, som Femern Bælt-selskaberne optager.
- Den kortere tilbagebetalingstid skyldes en lavere realrente, en større EU-støtte samt at der nu er taget højde for effekten af sambeskatning med de øvrige ikke-kommercielle infrastrukturselskaber i Sund & Bælt-koncernen, skriver Transportministeriet i en meddelelse.
Transportminister Magnus Heunicke (S) vil til februar næste år fremsætte et forslag til anlægslov for projektet i Folketinget. Han kalder projektets økonomi for "robust".
-De opdaterede analyser bekræfter, at økonomien i Femern Bælt-projektet er robust, og at den faste forbindelse over Femern Bælt og de opgraderede danske landanlæg kan tilbagebetales på mindre end 40 år, siger ministeren i meddelelsen.
- Samtidig kan vi se, at forbindelsen vil styrke Femern Bælt-korridorens betydning for trafikken mellem Skandinavien og kontinentet, tilføjer han.
Femern Bælt-tunnelen mellem Lolland i Danmark og Femern i Tyskland bliver 17,6 kilometer lang og dermed verdens hidtil længste kombinerede bil- og togtunnel.
Den samlede pris for projektet bliver ifølge analysen 46 milliarder kroner i 2014-priser.
Ifølge beregningen vil Femern Bælt forbindelsen fortsat have en robust økonomi, selvom tunnelen skal konkurrere med færgeforbindelser, og selvom udviklingen i biltrafikken skulle blive påvirket af udsving i økonomien.
Ifølge en prognose vil 9400 personbiler og godt 1600 lastbiler bruge forbindelsen hver dag i 2025, når forbindelsen har eksisteret i fire år. Samtidig forventes 36 persontog og 65 godstog at benytte den faste forbindelse over Femern Bælt.
Fra 2026 til 2047 forventes en gennemsnitlig årlig vækst i passagerkøretøjstrafikken på 1,4 procent og i lastbiltrafikken på 1,2 procent.
/ritzau/