Helhedsplan for Padborg
Padborg Erhvervsområde, der er et af Nordeuropas største centre for transport og logistik, får nu en helhedsplan.
- Den tager afsæt i den eksisterende struktur og giver et visionært perspektiv for området frem mod 2035, fortæller ormand for erhvervsforeningen, John Christensen, der er direktør i Fleggaard.
- Der er store muligheder i helhedsplanen. Et af hovedmålene er at få udviklet området yderligere inden for logistikområdet og at tiltrække andre og nye brancher
- Med en politisk vedtagelse af planen og en organisering til at forankre projektet vil vi stå stærkt.
En organisation er nødvendig
Borgmester Thomas Andresen håber, at erhvervslivet vil medvirke til at gennemføre planen.
- Det er vigtigt, at erhvervslivet tager initiativ til at danne en organisation, der kan føre de gode planer ud i livet. Det kan Aabenraa Kommune nemlig ikke gøre alene.
Samarbejde mellem kommune og erhvervsliv
I brancheorganisationen ITD er adm. direktør Jacob Chr. Nielsen og chefkonsulent Anders Jessen meget tilfredse.
- Padborg Transportcenter skal fortsat været et godt og trygt sted at opholde sig for de mange hundrede udenlandske lastbilchauffører, der dagligt benytter de mange servicefaciliteter, siger Anders Jessen.
- Hen over årene har der desværre været problemer i form af kriminalitet og utilstrækkelige sanitære forhold, men indsatsen har heldigvis betydet forbedringer allerede nu. Med helhedsplanen er det sandsynligt, at yderligere forbedringer kan virkeliggøres, for eksempel ved at skabe et grønnere miljø og en opgraderet og mere sikker infrastruktur i området.
Planen skal behandles i Aabenraa Kommunes vækst- og udviklingsudvalg 12. juni og derefter i byrådet. Efter politisk behandling kommer helhedsplanen i offentlig høring.