23948sdkhjf

Rederi klager til EU over finansiering af Femern-tunnel

Indsigelser fra Scandlines kan få EU til at ændre betingelserne for milliardprojektet, mener juraprofessor.
En klage til EU fra rederiet Scandlines kan bringe finansieringen af det gigantiske Femern Bælt-projekt i fare, skriver Berlingske.

Scandlines mener, at projektet til mere end 40 milliarder kroner er baseret på ulovlig statsstøtte og er konkurrenceforvridende.

Det fremgår af en klage, som Scandlines 5. juni afleverede til EU.

Indsigelserne fra rederiet, som tjener godt på færgeruten Rødby-Puttgarden over Femern Bælt, kan resultere i, at EU-Kommissionen strammer betingelserne for byggeriet af en sænketunnel på tværs af farvandet.

Det vurderer juraprofessor Michael Steinicke, der på Aarhus Universitet forsker i statsstøtte og konkurrenceret.

Han tror dog ikke, at klagen kan vælte hele projektet.

- Men den kan ændre de betingelser, som det gennemføres under. Umiddelbart vil jeg vurdere, at klageren har den bedste sag omkring de manglende tidsfrister for statsgarantierne. EU-Kommissionen er generelt modstander af ubegrænset støtte, fordi det kan løbe ud af kontrol, siger Michael Steinicke til Berlingske.

Scandlines er især utilfreds med, at statsgarantierne til det omstridte projekt er ubegrænsede både i tid og beløb. Både EU-Kommissionen og EU-Domstolen har tidligere gjort det klart, at den form for støtteforanstaltninger ikke kan godkendes.

- Klagen skyder bredt, men jeg læser den på den måde, at Scandlines søger kompromiset i form af en række betingelser for byggeriet, som skaber mere lige konkurrence, siger han til avisen.

Vurderingen støttes af en anden ekspert i EU's regler for statsstøtte, lektor Grith Skovgaard Ølykke fra Copenhagen Business School. Hun mener, at klagen kan ende i et kompromis, hvor der sættes tids- og beløbsbegrænsninger for statsgarantierne, skriver Berlingske.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11