23948sdkhjf

Nu er der plads til lastbilerne

Dieselspecialisterne fra BG Service Center i Aarhus har fået meget mere plads i deres nye lokaler.
- Det er blevet bedre end forventet, lyder det fra Allan Nørgaard, direktør hos BG Service Center, da han viser rundt i de nye lokaler i den sydlige Aarhus-forstad, Viby.

Efter mere end 30 år på Grenåvej i det nordlige Aarhus, er firmaet nu flyttet til Jens Juuls Vej - placeret mellem flere bilhuse og virksomheder med tilknytning til autobranchen.

I alt 3.200 kvadratmeter har virksomhedens medarbejdere fået at boltre sig på, og så er der tilmed 1.500 kvadratmeter kontorer, der skal udlejes. Det er derfor en væsentlig opgradering af både plads og brugbarhed, som flytningen har givet.

- Vi manglede plads, siger Allan Nørgaard og nævner, at det var meget upraktisk, at alle lagervarer skulle igennem værkstedet - både til og fra lageret.

Flytningen blev foretaget i juli. Nu er det kun småting, der mangler, og skulle behovet for mere plads opstå, har Allan Nørgaard mulighed for at udvide firmaet med yderligere 2.500 kvadratmeter.

Nyt område

At der er blevet bedre plads gælder ikke kun i arbejdssituationerne, men også i frokostpausen, hvor medarbejderne har fået en stor kantine med plads til hele virksomheden – og nærmest også deres familier.

I mange år har BG Service Center netop været kendt for deres ekspertise indenfor diesel, som de i 1965 startede ud med i samarbejde med Bosch. De blev det første danske dieselcenter under Bosch i 2001, og det nu fået masser af plads med flytningen. En hel, aflukket afdeling er blevet etableret til deres testmaskiner, og her er gjort plads til, at det kan vokse med op til tre yderligere maskiner. Derudover er der nu også masser af lagerplads til deres renoverede dele, der tæller 400 brændstofpumper og 4-500 dysenumre.

- Vi vil gerne fortsætte med at udvikle os indenfor diesel, og i øjeblikket arbejder vi på et helt nyt område, som jeg desværre endnu ikke kan løfte sløret for, siger en hemmelighedsfuld Allan Nørgaard.

Udover testmaskiner og værkstedsbænke til dieselspecialisterne er der også indrettet et helt nyt "clean room", hvilket kræves til flere typer af reparationer.

Fokus på lastbiler

Et af de områder, der tidligere har været begrænset pladsmæssigt, er lastbiler. Nu er der plads både inde og ude til dette vigtige område, og forhåbentlig kommer der flere store køretøjer forbi Jens Juuls Vej

- Nu har vi ordentlig plads til de tunge biler, siger Allan Nørgaard.

- Der er plads til, at lastbiler og busser kan vende på vores grund. Vi vil satse på at lave reparationer af fartskrivere og autoelektriske opgaver.

Senest har BG Service Center indgået en aftale med Aarhus Taxa, som skal have serviceret deres taxameterudstyr. Naturligvis er det også et håb om, at aftalen kaster noget værkstedsarbejde af sig.

I dag er de 24 ansatte, der fordeler sig over dieselværkstedet, autoelektrisk- og mekanisk værksted, salgsafdeling og administration.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078