Formænd uden egen forretning
Skal en formand for en vognmandsforening selv være vognmand, spørger Transportmagasinets branchepolitiske kommentator - og kommer med et par eksempler fra det virkelige liv.
For nogle år siden foreslog en vognmand helt seriøst at udnævne DTLs daværende direktør Michael Svane til formand for Nordre Birks Vognmandsforening. Vognmanden mente, at en professionel formand med DTL-direktørens charme og frækhed kunne gøre mere for de lokale vognmænd end en formand, som skulle bruge en stor del af tiden på at passe sin forretning.
Helt som ventet blev forslaget skudt ned af den daværende NBV-formand. Topposten i foreningen skulle vælges af medlemmerne på demokratisk vis. Den skulle ikke besættes af en udefra kommende direktør.
Selv om vogmanden var lidt forud for sin tid, og som på H. C. Andersensk vis blev kanøflet, havde han alligevel fat i noget rigtigt. Godt nok er organisationsdirektørerne stadigt langt fra posten som organisationsformænd, men der er trods alt sket et lille skred i den tidligere så fastlåste opfattelse af, at en formand skal have og aktivt drive en forretning.
Trend startede i København
Kjøbenhavns Vognmandslaug tog som den første hul på formandsfremtiden allerede i 1980erne. Der blev indført en bestemmelse om, at det er tilstrækkeligt at have været medlem af bestyrelsen i 10 år for at kunne blive udnævnt til oldermand.
Ophavsmanden til forslaget var en meget dygtig og velanskrevet oldermand, som havde lidt ved at få sin vist nok eneste lastbil til at give overskud.
Systemet med at have en formand uden egen virksomhed har bredt sig til Dansk Møbeltransport Forening. Formanden Leif Jensen solgte for et par måneder siden sin forretning, men fortsætter som operativ chef i sit gamle firma.
Foreningens vedtægter forhindrer ham ikke i at fortsætte som formand. Derfor vil han genoptsille til formandsposten på generalforsamlingen i september.
Aktivt overskud
Flere andre lokale formænd har også helt eller delvist solgt deres forretninger, men fortsætter i formandsstolen - og det accepteres.
Der synes at udvikle sig en tendens til, at vognmændene foretrækker en formand med det nødvendige aktive overskud frem for en formand, som hele tiden skal kæmpe for ikke at få underskud.
Det må gerne være en formand, som kan sparke døren ind hos de kommunale myndigheder, der har væsentligt indflydelse på vognmændenes vilkår og dermed på deres indtjening. Den lokalpolitiske markedsføring og indsats er utrolig vigtig for en forening. Det er ikke længere tilstrækkeligt en gang om året at udsende beretningen fra den årlige generalforsamling til den lokale avis.
Det er fint med et godt socialt foreningssammenhold, men i dagens barske vognmandsverden kan den ikke stå alene.
