Professor - Politikere kan løse chauffør-problem
Østeuropæisk arbejdskraft kører med fragt for SAS Cargo og breve og pakker for Post Danmark.
Det siger professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.
- Skal man løse problemet, kunne man indføre kædeansvar. Så forpligter virksomheden sig til at overholde danske overenskomster hele vejen ned i værdikæden. Det kan også ske ved lovgivning. Man kan gøre noget ved det - og det er en sag for Christiansborg, siger han.
- Når SAS og Post Danmark hyrer underleverandører, kan det godt være, at man i toppen overholder overenskomster, men længere nede i værdikæden, bruger man udenlandsk arbejdskraft til lave lønninger, tilføjer han.
Ifølge Flemming Ibsen har udenlandske chauffører taget arbejde fra 7.000-8.000 danskere, og det betegner han som et "temmelig stort problem".
- Det er i den grad noget, der har ramt beskæftigelsen. Danskere bliver valgt fra, for skal man overholde overenskomsterne, er de meget dyrere end østeuropæere, siger han.
Politisk handling
Post Danmark har blankt erkendt, at virksomheden benytter sig af vognmænd, der åbenlyst bruger østeuropæiske chauffører som arbejdskraft i Danmark. Det samme gør SAS Cargo.,
Noget kunne også tyde på, at der nu kommer politisk handling.
DF's transportordfører, Kim Christiansen, agter at indkalde Heunicke til samråd. Og ministeren selv har talt i store ord om Post Danmarks metoder.
- Min holdning er klar, når der udføres arbejde i Danmark, skal det være på danske vilkår. Og jeg vil ikke se østeuropæere underbyde dansk arbejdskraft, siger Magnus Heunicke til TV 2 Nyhederne.
/ritzau/