GLS-vognmænd får DTL-certifikat
Et længerevarende pilotprojekt imellem DTL Danske Vognmænd og GLS har nu resulteret i et konkret certificeringstilbud til alle kurér- og varebilsvognmænd i transportbranchen.
- Vi har valgt at gøre alvorligt op med de senere års kritik af forretningsetik og moral i transportbranchen, siger Karsten Klitmøller, General Manager i GLS Denmark.
- Siden foråret 2013 har vi haft øget fokus på arbejdsmiljø, kvalitet og forsvarlig virksomhedsdrift. Det er blandt sket gennem dialogmøder og workshops med vores vognmænd og distributionspartnere. Kunderne kræver stadig større ansvarlighed. Det ser vi som et sundhedstegn, og det er vores opgave at leve op til dette krav.
25 procent er blevet certificeret
DTL-Certificeringen videreuddanner vognmændene og giver dem ekstra redskaber til at holde styr på vigtige forretningsgange i forhold til trafiksikkerhed, arbejdsmiljø, myndigheder og socialt ansvar.
GLS samarbejder med en lang række danske vognmandsforretninger. Heraf har over 25 procent allerede støttet op om projektet og er blevet certificerede.
Dermed har de også sagt ja til en årlig gennemgang af de fastsatte handlingsplaner, der skal sikre dem en kontinuerlig, sund og gennemskuelig forretningsdrift.