Færge sejler ind i mole: 156 passagerer er i sikkerhed
STENA NAUTICA. Passagerfærge har slået hul på skroget ved havnen i Grenaa, men er ikke i fare for at synke.
Sammenstødet med molen skete ved 00.40-tiden under udsejling og betød, at der opstod en mindre læk i færgens maskinrum, og kaptajnen på Stena Nautica måtte sætte kurs tilbage til færgelejet.
Her kunne alle passagerer selv forlade skibet i biler og lastbiler, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen er kommet til skade i forbindelse med påsejlingen.
Skibet tager dog vand ind, og tidligt tirsdag er redningsberedskabet i gang med at pumpe vandet ud.
- Der er ingen fare for, at skibet vil synke, skriver Østjyllands Politi.
Der er blevet lagt en såkaldt flydespærring ud omkring færgen for at dæmme op for et eventuelt olieudslip.
Dykkere vil i løbet af tirsdag undersøge færgen og vurdere den endelige skade.
/ritzau/