Rekordernes måned for rederiet Færgen
Juli har ikke kun budt på varmebølge men også rekordmange rejsende til de danske øer. Det blev måneden, hvor der blev slået flere rekorder.
Ekstra mange sommerferierejsende har i år valgt at stikke til søs med Færgen i juli. Derfor har den varme sommermåned også været måneden, hvor mange tidligere trafikrekorder blev slået i det danske rederi.
På ruten mellem Sassnitz og Rønne satte man lørdag den 26. juli ny rekord med 6,6 procent flere passagerer og 14,9 procent flere biler end samme lørdag sidste år.
Weekenden før overførte man på den store rejsedag lørdag den 19. juli 5,6 procent flere passagerer og 10,7 procent flere biler på Fanø-ruten end sidste år.
På Als-ruten slog man også tidligere rekorder og overførte 13,5 procent flere passagerer end samme lørdag sidste år.
Den trafikmæssigt største rute mellem Ystad og Rønne viste samtidig en stigning i passagerer på 5,7 procent og en stigning i antallet af fragtede biler på 4,5 procent i forhold til samme lørdag sidste år. Dermed cementerer Færgen yderligere sin position, som det foretrukne bindeled til det danske ørige.