Trafiksikkerhed på Egeskov Slot
Lørdag den 2. august deltager Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, på den årlige Falck-dag på Egeskov Slot.
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er i gang med sin 11. sæson. Omkring 85.000 elever har nu modtaget undervisning, som DTL og en række partnere står for.
- Børnene lærer, at de som cyklister og gående skal være meget opmærksomme og have en sund respekt, når en lastbil skal til højre eller bakker, forklarer kampagneleder Claus Tjerrild.
- Der er blinde vinkler omkring lastbilen, og chaufføren kan kun orientere sig i ét spejl ad gangen.
Risikozone omkring lastbilen
Kampagnen bruger budskabet: "Hjælp chaufføren med at passe på dig i trafikken bliv set." Det sker netop ved, at man som cyklist holder sig væk fra risikozonen, når man skal ligeud, og lastbilen skal til højre.
Samtidig opfordrer kampagnen til, at man som cyklist anvender en refleksvest eller bruger overtøj i stærke farver.
Alle de børn, der besøger kampagnen på Egeskov slot, kan deltage ved at besvare en række trafikspørgsmål. De deltager også i en konkurrence om en række attraktive præmier og modtager et diplom, en trafiksikkerhedsvest, reflekser og folderen "Følg op på de gode trafikvaner".
De står bag
Bag Trafiksikkerhed i Øjenhøjde står DTL, fagforbundet 3F's Transportgruppe, energiselskabet OK, Danske Fragtmænd, Volvo Lastbiler, Børneulykkesfonden og Codan Skadesstop.
- Vi håber alle på, at kampagnen kan være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret, siger Claus Tjerrild.
Siden 2003 er 256 mennesker kommet til skade i forbindelse med højresvingsulykker, hvor lastbiler har været involveret. Cirka 25 procent af uheldene var med dødelig udgang.