Grøn messe med fokus på transport
Driving Green 14 er den første messe herhjemme, der fokuserer på transportsektorens miljø- og klimaudfordringer.
Med over 50 udstillere, en forventning om op mod 1000 besøgende samt aktuelle oplæg fra nogle af branchens mest toneangivende profiler, skabes en platform for løsninger, der på forskellig vis bidrager til grønnere, mere bæredygtig og C02-venlig vejtransport. Transporten står for 29 pct. af Danmarks samlede C02-udledning, og de fleste fremskrivninger forudser en stigning i udledningen frem mod 2020.
Det er firmaet EBC-Euroforum, der står bag messen, og som har indgået partnerskab med blandt andre Trafikstyrelsen, Københavns Kommune, Transportens Innovationsnetværk, Teknologisk Institut, og en bred vifte af organisationer og foreninger på transport- og miljøområdet.
Findes allerede
Messens tema er "Moving Towards the Future." Det skal understrege det faktum, at en lang række af fremtidens løsninger allerede findes i dag.
Arrangørerne mener, at Danmark har en enestående chance for at lægge sig i front også på transportområdet. En lang række virksomheder har allerede evnet at omsætte visionerne til virkelighed og skabe vedvarende løsninger, der reducerer energiforbruget og CO2-udledningen.
Messen er også en markering af, at Københavns er kåret som Europas Miljøhovedstad 2014.
På hver af de to messedage vil der sideløbende foregå en lang række seminarer med forskellige agendaer til det grønne tema.
Det er gratis at deltage på messen og konferencen. Man skal dog tilmelde sig på forhånd.
Tilmelding sker på: www.drivinggreen.dk .
Øksnehallen
Øksnehallen ligger i den Brune kødby i København med indgang fra Kvægtorvet, der støder op til Halmtorvet.
I 1984 blev Øksnehallen og sidestaldene fredet, men først i 1993, i forbindelse med byfornyelsen på Vesterbro blev det besluttet at udvikle Øksnehallen til den kultur-og udstillingshal, den fremtræder som i dag. Øksnehallen blev i sin nuværende form indviet i juni 1997, som en del af Kulturby 96.
Gamle stalde
Øksnehallen blev tegnet af Ludvig Fenger og stod færdig i 1901. Den havde plads til 1600 stykker kvæg, men efter omkring 20 års drift levede den ikke længere op til de strengere krav til hygiejnen. I 1934 blev den Hvide kødby opført, hvor slagtningen herefter blev foretaget.